• ···

SKAT! DER ER EN GOD GRUND TIL JEG IKK’ KA’ HUSKE DIN FØDSELSDAG!

Anthon-Berg-logo-sort-300x191

Jeg kan ligeså godt sige det som det er. Jeg husker som en si! En si med flere huller end der kan være i en si. Og sådan har det altid været. Har altid glemt mine kæresters fødselsdage, medmindre de virkelig har hjulpet mig meget pædagogisk med huskeregler som; “Okay, skat, hvis nu du tænker på juleaften, bare i april, så kan det være du kan huske det.” – Jeg har også tit glemt hvor gamle præcis det er de er, det kan dog nogle gange være en fordel, alt afhængig hvor gammel hun er. Høhø. – Men der er jeg også tit blevet hjulpet med tips som; “Okay, skat, hvis nu du forestiller dig 2 svaneår, hvor gammel er jeg så?” “22!!!” Udbrød jeg glad, mens hun noget uimponeret og sarkastisk rystede på hovedet og gik på arbejde. Ja vi kommer tit i “bad standing” med vores kærester fordi vi ikke lige kan huske hvornår vi kyssede første gang, eller hvornår vi var på Tenerife, eller var det Gran Canaria?

Nå, men anyways. Det er der nu kommet en fantastisk forklaring på, og jeg har til min positive overraskelse fundet ud af at det faktisk er helt okay at jeg ikke kan huske hvad min kærestes mor hedder. (ej okay.) – Det er nemlig sådan at den del af hjernen vi mennesker bruger til at huske med, er betydeligt mindre hos os mænd, end den er hos kvinder. Tadaaaa.

Ja nu kan man selvfølgelig vælge at bruge de videnskabelige beviser som undskyldning for ikke at være en mere opmærksom kæreste.

Men hvordan kommer man tilbage i “Good Standing?”

Det behøver ikke koste kassen eller kræve timelang planlægning at vise sin kæreste, at man holder af hende. Anthon Berg har spurgt de danske kvinder, hvilke former for påskønnelse de bliver mest glade for, og her er deres svar:

  • Slyng med flere søde ord, kys og kram og kærlighedserklæringer (46 %).
  • Forkæl med ’retten til fjernbetjeningen’, ’maden serveret’ eller ’en god flaske vin på en hverdag’ (43 %).
  • Kom hjem med en buket blomster eller lidt chokolade på en hverdag (41 %).

The Good Standing Kit

Få et helt år i kridthuset hos kæresten

Har man brug for lidt mere hjælp til at påskønne sin kæreste, tilbyder Anthon Berg på generøs vis, at man kan vinde et helt års “Good Standing” hos sin udkårne. Se hvordan i filmen herunder.

Har du ikke en kæreste, så kender du nok en mand i nød et sted, eller måske du kan komme i Good Standing hos din bedste veninde, søster, kollega eller bedstemor. God fornøjelse og held og lykke.

(sponsoreret indlæg)

   

TISSEMANDENS ALLETIDERS HELT!

(Sponsoreret indlæg)

Okay. Mand! Er du fan af din tissemand? Kvinde! Er du fan af din mands tissemand? Mænd og kvinder, er I i det hele taget bare fans af tissemænd og testosteron? For så bliver I meget kede af at høre det “Opel” lige har fortalt mig.

Hvis din mand har hængt lidt med mulen eller, nåhr ja, dilleren, på det sidste, så er det måske fordi mænds testosterontal generelt er faldet drastisk ifht. for bare 50 år siden. Det betyder, at vi får mindre lyst til sex, og oveni hatten får vi også et mega dårligt selvværd. ØV!

Jeg synes derfor det er helt på toppen at der nu er blevet designet et par underbukser med fuld fart på ventilationen, til lille tisseleif, så vi kan få “stiv pik og håret tilbage” igen. Ja tak. Se videoen ovenfor. Jeg skal godt nok lige vænne mig til designet og ikke mindst overbevise det modsatte køn, om at det er pivfrækt. Der er sådan lidt 70’er over det praktiske look, og hey, det var sgu også en meget… øhm, kodyl tid. Mænd! Velkommen til the land of the free. Her kan vi ånde og løbe frit, uden stramme boller og svedige baller.

IMG_6956Fik dem her med posten igår og du kan bestille dine gratis ved at trykke lige HER.

Og så synes jeg vi skal slutte af med dette fantastiske billede af min gode ven Morten, (i stor størrelse naturligvis… du kan takke mig senere Morten.) som jeg døde af grin over, da “Opel” kontaktede mig og spurgte om jeg ikke ville slå et slag for testosteron. Ikke så meget pga. underbukserne, mest fordi det lige var “Morten,” der pludselig stod der i en fuldstændig flot og gennemført positur. Morten er en god skuespillerkollega og ven gennem mange år og som I kan se, kræver det sin mand at tage et modent, fornuftigt og forhåbentlig, moderne valg. Sejt Morten. Unterhosen Von Opel. Jeg ved ikke med Jer, men jeg glæder mig ihvertfald til en fremtid med sunde sperm- og testosterontal, god sædkvalitet og et forhøjet selvværd, blot ved at tage et par praktiske “underjohns” på. Tak Opel, tissemandens alletiders helt!

RideComfortablyByOpel_Hero1

DEATH IS EASY, LIVING IS THE HARDEST PART.

lets-get-real-for-moment

 

Sitting in my September apartment on Østerbro in Copenhagen, Denmark. The record player is playing “Jeff Buckley” “Grace.”

I stare at my blog trying to write something. Cause what? Cause I wanna connect with the world out there, I guess? Lately it’s been quiet in here. I started a year ago, writing down my thoughts and travels. In this modern forum. This blogging world. A forum that mostly has girls and women talking about their new gucci purse and how to put on the perfect mask, so they look a bit more fake than they already are. (Not all blogs are like that of course and anyone who feels offended by this, might wanna try and write about something different for a change.)

I started out having around 20-40.000 people reading my blog every month. After a while I stopped writing.

…… All the sudden I just didn’t feel like sharing every step of my journey and telling every little secret anymore.

I felt empty and like I needed to shut up for a minute. Go back to just songwriting. Who was reading anyways?

question-mark-face-256x256

You wanna be an inspiration to people and you wanna share your moments in life. But for me to do that, I gotta tell the full story and the whole truth. I don’t like holding things back. A lot of the stuff going on in my line of work, are things I’m not suppose to talk about, so I hold it back, for my own sake and obviously for other people’s sake too. I especially have a lot on my mind, that this world taught me not to talk about, so I started writing some of it down, without publishing it. Stuff that I know would provoke people, stuff that I know could put my upcoming career in a bad light. Maybe I’ll publish it one day, one day, when I hold enough gravity and substance to get THAT honest with the world. Of course sharing secrets, being honest and straight forward shouldn’t be on anybody else’s expense than your own.

It sure would be a sweet goodbye and one of my biggest dreams to just let it all go and leave this planet like an open book, for people to read and get shocked, laugh, smile, get mad, get provoked to live their lives a bit more free, because I lived and did all the things that we all do, but never tell or talk about, because it’s a crime. A crime to live, love, hurt, go mad, gamble, do drugs, have sex, make really bad decisions, lie, steal and a bunch of other cool stuff that satan taught us.

I want to be honest in my crimes and talk about them, not hiding away my dark side and weaknesses, weaknesses that we all have. They won’t disappear just by silencing them out. And they’re not suppose to disappear. We live with them, we grow with them and we learn to control them.

We are so busy with putting on this glamour like face on the cover of our lives, that makes us look perfect and 100% in control and like we don’t need anyone. I want to take away the glamour and get real for a minute. I want us to look fragile and raw. I want us to come together and talk about our fears. I want us to look like we need each other. Talk like we need each other. Write like we need each other.

Death is easy, living is the hardest part.

– The record stopped and I put on “Beck’s” “Morning Phase.”

Felt good to get this, whatever it was, out. Hope you guys are having a real moment out there, cause I had one writing it.

Best, Tim.

IMG_6561

 

   

TIM 2.0 + NY TATOVERING

Kl. Er 16.30 – Vi står fire 29årige mænd i et sommerhus i Svendborg, i boxere og bare maver. Efter en våd nat, der varede til kl 9.30 er det vigtigt med en lille lur, så man er klar til den næste lange nat. (Især hvis man har spillet forestilling ligesom Pelle.) Vi danser os langsomt tilbage i zen. Det der zen, der giver os kræfter nok til at gå i bad, købe ind til grillmad og tænke på den Havannah Club, der skal erstattes af en ny. Det er et ømt syn som vi står der i sengene. Oliver hælder en pose selvtillid i os og siger: “Hold kæft mand. Vi er fandeme blevet slaskede.” 
Vi har kendt hinanden i et årti. Det er lang tid. Vi har alle fire brugt det meste af vores tid på at prøve at ramme noget i livet, der ville indfri de drømme vi drømte. Og det er nu gået meget godt. Nu venter vi sådan set bare til vi bliver gamle nok til at tage på Cruise og synge crooner-sange og drikke rom. Reglen er; ingen tonere højere, end en flaske “Club” kan klare. Personligt kan jeg godt lide Havannah fordi Allan Olsen engang bad mig love ham aldrig at drikke andet Rom end den. Det sværgede jeg. 
I mellemtiden, er der en del ting der skal nås. Der skal fødes nogle børn, der skal købes nogle ringe til vores fremtidige koner, der viser hvor meget vi vil det her. Nogen af os skal lige ha fundet konerne først og i det hele taget finde ud af hvordan man finder den der kærlighed. Der har vi heldigvis Martin. Han har skudt papegøjen, så han giver gode råd. Han siger vi skal gå efter lykke og hey, hun var da også meget sød. 

Imens vi alle arbejder på tosomheden, på den ene eller anden måde, skal der spilles et hav af forestillinger og shows, turneres en masse, skrives et hav af sange og en røvfuld tekster, der allesammen reflekterer over livet og følelserne. 

Vi har altid været “fjollede” når vi er på “tur” – særligt jeg, har været noget af en spradebasse på sådanne ture og i det hele taget når jeg har drukket. Det kan eks-kærester og alle der har været ude med mig, skrive under på. (Plus alle dem der så mig synge “New Tomorrow” på DR 1 til “Afrika NU” i 2012 tror jeg det var.) – Drengene begyndte at kalde mig “Psykopaten.” Hvilket minder mig om at engang i hæren (praktik) kaldte min sergeant på mig og sagde med en kommanderende stemme. “Nielsen! Du er syg i hovedet!” Jeg kommer ikke ind på hvad de andre drenges kælenavne er. Herinde hænger jeg kun mig selv ud. Men ja, syg i hovedet ku’ der være noget om. Jeg er utrolig ekstremistisk anlagt og har i lang tid brugt alkohol til at søge grænser i natten og ikke kunne stoppe, fordi jeg har været overbevist om at jo mere fucked jeg blev, jo mere lærte jeg mig selv at kende helt ude i mine mørkeste dæmoner. Og det har da måske også været sandt. Jeg havde ikke nogen stopklods, jeg blev bare ved og lod min fuldskab tage over. Mine venner plejede at sige at Tim og 2 øl var verdens dejligste Tim, Tim og 5 øl, var møggrineren og en god fest, men derfra blev Tim til psykopaten. Og psykopaten var der ingen der vidste hvem var. Manden man ikke kan snakke til, manden man ikke ved hvor ender, manden man ikke kan stole på, manden der ikke bidrager til gruppens energi, men kører fuldkommen soloshow. Og sådan var det. – Dagen efter kunne jeg tit ikke huske noget som helst mellem kl. 01.00 og 8.00 om morgenen. 

Efter min sidste tur til L.A. Er der en del der er gået op for mig. Mine dæmoner arbejder på en helt anden måde end før. Jeg har stadig brug for mine dæmoner, alle har brug for lidt mørke. Når jeg går ud nu, er det ikke for at søge kanten og kigge ned i afgrunden af ingenting, og jeg er helt med oppe i hjernen hele vejen, også selvom den får en tår over tørsten. Det virker som om at min sjæl bare er gladere og mere lykkelig og derfor kun fokuserer på at ha’ en fed aften med mine venner. Og det er en helt anden måde at vågne op på dagen efter, en helt anden form for tømmermænd. En lykkelig form for tømmermænd. 

Jeg havde en noget spirituel/religiøs periode i L.A. hvor jeg var fuldkommen afholden fra ALT andet end min musik og sangskrivningen. Det har åbnet mine øjne og givet mig en anden dimension at leve i. 

Det har været svært her i “sommerferien” fordi alle holder ferie og jeg har følt mig så rastløs og nærmest haft noget der ligner en sommerdepression, kedet mig, savnet en kæreste, været bange for den stilstand der minder mig om nederlag, så jeg drak mig fra det og har hygget mig med vennerne i et sommerhus i Svendborg, men igen, drukket på en helt anden måde og det lagde Pelle da også mærke til. Pelle kan bedre lide Tim 2.0. Og han syntes det var en rigtig god idé at jeg fik en tatovering der satte et stempel på min nye opgradering. Så god at han lagde ud for mig og glemte alt om at jeg skylder ham 500 kr. 


Martin siger at man må ud i ekstremerne, for at finde balancen. Den balance jeg er tæt på at ha’ fundet. Den balance, der gør mig til en meget bedre kæreste, ægtemand, ven, bror, søn og bare bedre i fremtiden. Pelle har en livsfilosofi, som han lever uden problemer og så har han altid det nyeste legetøj og de bedste hoteller i Danmark, som vi andre benytter os godt af.

 Og så er der Oliver….. Han er der også næsten. Han prøver at forstå min 2.0 teori og man skal jo starte et sted. Held og lykke Olle. Ps. Jeg synes du er fucking sej og vi ses jo i New York, hvor alle vores drømme går i opfyldelse en dags tid eller to. 

Men hey, som sagt. Egentlig er det hele bare en måde at fordrive tiden på indtil vi alle 4 sidder på det Cruiseskib og crooner alle de bedste. Og det glæder jeg mig personligt bare rigtig meget til. 

I mellemtiden vil jeg sætte mig hen til Pelle’s klaver, i den lejlighed jeg og Oliver har stjålet, og øve mig på et par sange, der skal spilles til Reeperbahn Festival til september, skrive en sang om en 18årig pige, der er alt for ung til at vide noget som helst om livet, for hvordan sku hun ku’ det? Og så ikke mindst vil jeg gå ned og købe mig en ny MacBook, fordi min gamle blev stjålet på Sams Bar i forgårs. Kan godt være jeg er Tim 2.0, men visse ting ændrer sig aldrig og gudskelov for det. Iøvrigt, den koncertoplevelse Oliver og jeg fik og gav på Sams den anden dag, vil jeg ikke bytte for nogen som helst MacBook. Livet er godt og nogle gange skal man lige minde sig selv om at materialistiske ting ikke har nogen ægte værdi. Så jeg er da fuldstændig ligeglad med den Mac blev stjålet. Fuldstændig. Det rører mig ikk, for jeg er 2.0. Slet, slet ikke. Min mor synes også det er mega fedt jeg har været så smart at tage en MacBook med i byen. Tak Gud, fordi du får mig til at se. 😂 

FUCK FERIE! / FUCK VACATION SO MUCH! 

(ENGLISH VERSION BELOW)
Kan seriøst ikke overskue mere ferie nu. Det er som om hele verden er gået i stå. Som om alle har glemt hvem jeg er og at der er en ildsjæl, der prøver at brænde igennem med sin musik lige her. Jeg vil tilbage til L.A. Jeg vil tilbage til Berlin. Jeg vil mærke at drømmen lever. Gider mit publishing selskab godt stoppe med at holde ferie nu? Gider mit management godt stoppe med at holde ferie lige nu? Og gider de major labels, der skal signe mig, godt at få fingeren ud?  – Jeg beder ikke om meget og SLET ikke ferie! 

Kender I det? 

————–

FUCK VACATION! 

Can’t do no more vacation mode! It’s like the world stopped spinning. As if everyone forgot who I am and that there’s a fire burning inside my soul, about to be put out by this stupid vacation mode. I don’t like it one bit. I wanna go back to L.A. I wanna go back to Berlin. I wanna feel alive. Would my publishing company mind quitting vacation like right now? Would my management mind ending their vacation right this minute? And would the major labels, who are going to sign Tim Schou, mind getting a move on? 

I don’t ask for much, and especially not for vacation! 

Know the feeling? 

COME CAMP WITH ME! 


Excited to tell you guys that I’m confirmed to play Germany’s biggest Club Festival “Reeperbahn Festival” on September 21st in Hamburg. – Hope to see some of you there. And if you click this link right HERE, you can read how you can go camping with me and my American crew and watch us shooting 2 new music videos, in the outskirts of Denmark, this August. 2 tickets left. Book NOW by shooting an email to schouexpert@gmail.com for more info and pricing. 

   

DEFINITION OF NOVOCAINE: 


Så er der lidt muzak til de utålmodige, på min soundcloud. Håber I kan lide det. Klik HER for at lytte. Og giv mig et lille “follow.” Tik tak.  

“I’m traveling all over the world, recording and writing for my own solo project. In the last 1,5 years I’ve recorded 150 songs. And that’s great…… for me…. But sometimes I feel selfish for not sharing any of it, as I know there’s people out there who likes to listen to my music, which I am grateful for and that’s why I put up Novocaine on Soundcloud for streaming. It’s not a release, it’s just me sharing with my FRIENDS.”

Click HERE to listen

JEG ER HELT TOSSET MED FLØDESKUM, MILKSHAKES, DONUTHOLES, BURGERE, CHEESECAKES & SWEET. POTATO. FRIES.

il_fullxfull.577956427_t4l2

Det er så varmt udenfor, at jeg tror jeg smelter. Det eneste rigtige lige nu er at drikke en kold Strawberry milkshake. Med flødeskum på toppen naturligvis.

Amerikanske dinere gør mig tryg. Her kan jeg rigtig ta’ en slapper, med isoverskæg og maven fuld af sirup fra de små tykke pandekager. Her kan jeg smide en ‘quarter’ i en rød jukebox og høre mine Elvis favoritter i højtalerne. Jeg indrømmer at det første jeg spiste i morges, var en håndfuld M&M’s der lå på mit natbord, fra gårsdagens filmaften med…. Nå ja, mig selv. Jeg så “Ted 2.” – Mmm. Sweet. Potato. Fries. Har du nogensinde prøvet at dyppe dine fritter i din milkshake. Yes.

Jeg er halvvejs igennem min burger. Det her er min morgenmad. Frokosten bliver nok ikk meget bedre eller sundere. Når først jeg har åbnet døren til det her helvede af fedt og sukkerræs, så lukker jeg den ikk igen lige foreløbig. Jeg er alt eller intet. Og jeg gør gerne det, at før jeg går på total udrensning, minimum 14 dage, så spiser jeg mig helt ned i donuts, burgere, is og slik indtil jeg har fået nok og ikk kan klare tanken af mere, de næste mange dage. Jeg tror ikk jeg er helt normal. Jeg har ikke nogen stopknap rigtigt når det kommer til slik, is og greasy food. Nogle gange føler jeg at det er lidt af en sygdom. Som barn måtte man ikk få slik og is og burgere særlig tit. Jeg tror problemet er, at jeg stadig er et barn og nu er der ikke nogen der bestemmer over mig længere. Det er ikke så godt. Jeg har rygrad som en regnorm.

Heldigvis har jeg fået konstateret spiserørsbrok for et par år siden, hvilket resulterer i at når jeg gør det her, så bliver min stemme spist op af syre og jeg kan ikk synge optimalt, så der bliver det rimelig nemt for mig at stoppe, eftersom min stemme betyder alt for mig. Mere end en milkshake…. Tror jeg nok.

Men sygeligt kalder jeg det, fordi lige nu, idet jeg er ved at være færdig med min burger og under hele indtaget af dette fiest, sidder jeg bare og tænker på hvad jeg skal spise efter det her. Jeg ved det ikke er helt normalt, for jeg har set mine venner spise sammen med mig og de har en stopknap. Jeg har en ven, der siger at han spiser en hel plade Marabou når han skal være rigtig slem, men vi andre tror ikke rigtig på ham. Mig til gengæld. Jeg spiser en hel plade Marabou, det gør jeg sgu, kaster en bøtte Ben&Jerry’s ned og tygger en hel pose matador mix, som om jeg drak et glas vand.
Har lige spist en stor burger, sweet potato fries og en kæmpe milkshake med flødeskum på toppen og det eneste jeg tænker på, er hvor jeg mon kan få mit donut fix nu. Nu gælder det om at være smart og vælge det rigtige sted. Det kan nemt gå galt med donuts nemlig. Den donut skal da nok også højst sandsynligt skylles ned med en oreo milkshake fra Johnny Rockets.

Jeg kunne godt tænke mig noget hjælp faktisk. Tror ikke det her er godt for mit hjerte. Og jeg ved for a fact at det bestemt ikke er godt for min stemme og mit spiserørsbrok. Mmm. Donut holes.

Fra donut og Oreo milkshake, til en cheesecake fra cheesecake Factory. LA er for sindssyg! Det bugner simpelthen med lækkerier overalt. Der er dog også sunde alternativer og måltider, men det er fandeme svært når man ikke har nogen rygrad.

Når jeg er færdig her, så skal jeg hjem og øve full band showcase på Viper room i Hollywood, efterfulgt af tysk juletur. Og derudover skal jeg smide resten af mine M&M’s og donut-holes ud, som jeg købte i et svagt øjeblik igår aftes, på den lokale tankstation. Du ved, de der virkelig “nu skraber du bunden” agtige donutholes.

Jeg ved ikke hvorfor den her cheesecake er på vej. Måske er det fordi jeg keder mig. Én ting er sikkert. Jeg skal fandeme være glad for at jeg ikke bliver tyk lige med det samme.

Shame on you Red Velvet Cake! Men kæft hvor smager du godt.

   

MY PERFECT HOLLYWOOD MOMENT.

sunset.strip

(ENGLISH VERSION BELOW.)

Vi befinder os på ‘The Viper Room’ på den nok mest legendariske gade i Rock’n roll’s historie; Sunset Strip(!) i Los Angeles. River Phoenix tog sit sidste åndedrag her og navne som Jennifer Anniston, Tom Petty, Johnny Depp, som ejede stedet, Johnny Cash, som spillede en af sine sidste koncerter her… Alle navne som dyrkede The Viper Room tilbage i 90’erne og op gennem 00’erne. I aften var det min tur til at gi’ koncert med mit amerikanske band.

Lige inden showet, får jeg at vide at jeg er ugens mest sælgende navn. På en søndag. Det føles godt.

  • Her er et lille breakdown af, hvordan dagen gik og hvordan koncerten og forberedelserne var op til.

35 minutter senere. Curtains close. Min første full band U.S. showcase er overstået. Brølet og klapsalverne fra publikum hænger stadig tykt i luften og bookeren kommer hen til mig; “Tim that was really good, would you meet me in my office in 25 minutes, I have a guy there who wants to take your career to the next level.”

Som taget ud af en film, følte jeg mig som Jim Morrison fra The Doors. Den der film, hvor Jim Morrison bliver spillet af Val Kilmer og bandet spiller et af deres første gigs i Hollywood på Sunset Strip og en label dude kommer hen til dem og tilbyder dem en pladekontrakt, derefter turnerer de verden og Jim bliver en af verdens største rockstjerner.

Lige netop dét, gjorde jeg mig nu klar til. Jeg gjorde mig klar til et vaskeægte Morrison moment.

Jeg kommer ned fra scenen og efter kram og high fives fra fans og venner, der fortæller hvor fedt showet var, går jeg hen til kontoret. Ejeren af spillestedet møder mig på halvvejen og siger at vi går et andet sted hen. Han spørger mig om jeg vidste at Johnny Depp havde et hemmeligt rum, som han havde fået lavet til ham og hans venner, til særlige lejligheder. Det anede jeg ikke, og da jeg kiggede rundt i lokalet, for at lure hvor det lå henne, var jeg endnu mere spændt, for hvor fanden kunne der være et hemmeligt rum, herinde i dette lillebitte lokale? (Viper Room er på størrelse med “Lades Kælder” i KBH, dengang det eksisterede.) – Ejeren gik i forvejen og fortsatte hen mod toiletterne. Lige før lokummerne, stopper han for at trykke på en åbenbart usynlig knap og en hemmelig dør åbner. Det var seriøst flippet. Som taget ud fra en oldschool James Bond film. Ejeren inviterer mig indenfor – indenfor i Johnny Depps hemmelige champagnerum! Lad mig lige gentage det; Johnny Depp’s special-lavede og meget hemmelige champagnerum(!) – Jeg får kaldt nogle fra bandet over og min producer, Brandon. Det her var uden tvivl et trip, der skulle opleves med venner. Det var i allerhøjeste grad et ekslusivt kig ind i Hollywoods legendariske og mystiske rock og rul-skat. Jeg træder ind. Ind i et lille sort rum, med en lille lædersofa og et stort tonet vindue. Her har Johnny siddet med sine drenge utallige gange og set aftenens kunstnere, igennem det tonede vindue, som man ikke kan se igennem fra den anden side. Ja man kan faktisk ikke engang se, at der i det hele taget skulle være et vindue der. Og hvem ved, hvad der er foregået herinde? Er sikker på at “Sex, drugs & rock’n roll” er en underdrivelse i dette tilfælde.

En smuk ung kvinde i en smuk kjole, står klar med en flaske champagne, popper den og skænker et par glas, sætter så flasken i en spand med is og ejeren kommanderer hende bestemt, men venligt ud af rummet. Her begynder så den store salgstale og han tegner og fortæller alle mine drømme, præcis som jeg gerne vil høre dem, præcis som jeg altid har forestillet mig dem, præcis som så mange andre, har fortalt dem så mange mange gange før. Her er sådan ca. hvordan det gik ned, bortset fra at min oplevelse var lidt sejere end Jim Morrison’s, fordi jeg altså stod i johnny Depp’s hemmelige rum. JOHNNY DEPP’S HEMMELIGE RUM!;

IMG_5878

IMG_5877

IMG_5882

IMG_5884-2

IMG_5885-2

IMG_5886

Han bad mig ringe til ham næste dag, så vi kunne sætte et møde op og få styr på det hele inden jeg skulle flyve til Tyskland, på en tysk turné. Han tog den aldrig. Jeg ringede og ringede i et par dage. Endelig tog han den og med de famøse ord; “Oh hi buddy, yea, I’m gonna have to call you back, as I’m on a conference call right now.” – fik han sat et flot punktum for det hele og jeg fik punkteret endnu en ballondrøm. Selvfølgelig.

I momentet, var jeg jo nødt til at tro på hvad han sagde og hvad der blev snakket om den nat. Øjeblikket jeg stopper med at tro, er det forbi. Så kan jeg lige så godt lade vær.

Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad han sagde og hvad der blev tilbudt, det her er ikke mig der prøver at hævne mig på endnu en forretningsmand, der prøver at sælge mig en drøm og så af en eller anden mærkelig grund forsvinder ud i den blå luft. Det her er bare mig, der fortæller 1 ud af 100 historier og den her historie er så bare lige tusind gange bedre, fordi det hele var så The Doors og så Jim og SÅ Sunset Strip. Så Hollywood. Episk aften.

Selv efter at det virkelig var gået op for mig, at det hele bare var endnu en skuffelse, følte jeg igen, hvor meget jeg lever for øjeblikket og oplevelserne. Jeg er godt klar over, at det der ikke kommer brød på bordet af øjeblikke og rock’n roll, men det her var bestemt et af de større øjeblikke og en stor oplevelse. Så kære Viper mand, ligemeget hvad din grund har været for ikke at følge op på dine ideer og løfter som du snakkede om den nat, så skal du ha’ tak for den oplevelse. Ærligt. Og min buddy, Brandon, sørgede for at alle fik en stooor tår af den dyre champagne, så det er bare i orden.

Og nu vil jeg bare “Drive on.” – Præcis ligesom Johnny Cash. Her er hans optræden på The Viper Room tilbage i 1994.

Tip; Hvis du har Netflix og gerne vil vide mere om “Sunset Strip” og dens historie, så vil jeg foreslå at se dokumentarfilmen “Sunset Strip.” – Har selv lige set den og den er fuld af mystik, ikke for lang og man får lyst til at tage på eventyr med det samme og finde alle de steder de snakker om i filmen. Tjek den ud.

————————- ENGLISH VERSION ——————————-

 

The Scene takes place at ‘The Viper Room,’ on probably the history of rock’n roll’s most legendary street; Sunset Strip(!) in Los Angeles. River Phoenix took his last breath there and names like Jennifer Aniston, Tom Petty, Johnny Depp, who owned the place, and Johnny Cash, who played one of his last concerts there, are all names that’s been a big part of this historical venue. Tonight t’was my turn to play there with my American band, the boys from “Just Josh.”

Before the show, I get the news that I’m the biggest seller of the whole week. On a Sunday. That feels nice. And here’s a little episode of that day and my concert.

35 minutes later. Curtains close. My first full band U.S. showcase is over. The buzz from the crowd is still hanging in the air and the booker walks over to me; “Tim, that was really good, would you meet me in my office in 25 minutes, I have a guy there who wants to take your career to the next level.”

Just like taken out of a movie, I felt like Jim Morrison from The Doors. That movie where Val Kilmer plays Jim Morrrison and The Doors play one of their first gigs on Sunset Strip, a label guy walks up to Jim and offers a record deal and next thing you know, he’s touring the world with his band and is the biggest rockstar ever.

I was getting ready for just that, I was getting ready for my Morrison moment.

I get down from stage and after hugs from friends and fans, telling me how blown away they were from the show, I make my way over to the office. The owner meets me half way and says we’re going somewhere else. He asks me if I knew that Johnny Depp had a secret room made, for rare occasions. And let me tell you, this room was tiny, and I remember thinking, where could he possibly have a secret room? I told him I had no clue, and he went on and walked towards the restrooms. Right before the lue, he stops to push this invisible button in the wall and a secret door opens, like som serious James Bond shit. He invites me inside Johnny Depp’s champagne room. I get my producer, Brandon and a few of my band mates called over, didn’t wanna experience this trip alone. This was indeed a rare gem. A small exclusive, black room with a leather couch and a big tinted window. This was where Johnny used to sit and watch the acts and artists, without the club guests being able to see him through the secret window. Hell, there wasn’t even a way of knowing that there even was a window right there, from the other side. A beautiful girl in a beautiful dress, pops a champagne and poor a few glasses, then walks out. The owner starts talking and selling me his ideas and dreams, like so many have done, so so many times before. Here’s roughly what went down, except the room, my buddies and I were in, was a lot cooler. Anyways;

IMG_1348

IMG_1347

IMG_1349

IMG_1350

IMG_1351

He told me to call him the next day to set up a meeting, before I left the country, for a tour in Germany. The guy never got back to me, and I called him for a few days, until I gave up. Did get a hold of him tho one time, where he said the famous words; “Oh hi buddy, yea, I’m gonna have to call you back, as I’m on a conference call right now.” – Go figure.

In the moment, I of course had to believe what the man was talking about that night, you always gotta believe, the minute I stop believing, it’s over.

I’m not gonna go into details of what he was saying or offering that night, this is not me trying to get back at one more business man, trying to sell me a dream and never keeping his end of the bargain. This is just me, telling one story out of a hundred stories like this. And this one, just happens to be the most perfect one of them all, cause it was so The doors and so Jim and so Sunset Strip. So Hollywood.

Even after me realizing that this was all just smoke and mirrors, I once again understood, that I live for the moments and not so much the results or the finish line, just the moments and the road there. I know I won’t get food on the table from beautiful moments and rock’n roll, but really, this was absolutely a beautiful one. Fuck money.

So dear Viper man, whatever your reason for not following through with your ideas and promises, thank you for this experience. Honestly. And my buddy Brandon, did make sure that everybody had a serious sip of that expensive champagne, so all good.

And now, I’m just gonna “drive on.” – Just like Johnny Cash. This is his performance, at The Viper Room back in 1994.

Tip; If you got Netflix and you wanna learn more about the special vibe and history of “Sunset strip,” I recommend watching the documentary; “Sunset Strip.” I just watched it myself, and it’s full of mystique and makes you just wanna go explore that place right away.

 

WARNER BROS. OG JEG FORKÆLER MINE KÆRE LÆSERE. BARE FORDI.

images

Okay. I er måske ved at kede jer over mine tørre amerikanske eventyr, her på bloggen og har sikkert tit tænkt; “hvornår fanden får vi noget “free stuff?”

Det gør I nu. Eller én af jer gør.

Hjemme i DK er der nemlig snart premiere på den nye film “CREED” – Og ja, det betyder ikke mindre end at: SYLVESTER STALLONE ER TILBAGE SOM ROCKY! – Jeg elsker film, og Rocky er legendarisk, så det er mig en fornøjelse at kunne fortælle at Warner Bros. har givet mig lov til at udlodde en præmiepakke til mine følgere/læsere.

Præmiepakken indeholder en masse merchandise bl.a. sweatshirt, sjippetorv, laundrybag (formet som en boksesæk), boksehandsker mm. + 4 fribilletter, så du kan tage tre venner med i biografen og se filmen når du har lyst.

Jeg trækker lod mellem alle der kan fortælle mig, hvor gammel Sylvester Stallone er. Kommenter herunder på indlægget og deltag. Husk at skrive dit fulde navn eller hvordan jeg kan kontakte dig i tilfælde af at du vinder. Konkurrencen kører indtil mandag d. 30. november, hvor jeg trækker lod mellem alle rigtige svar.

Altså; Hvor gammel er Sylvester Stallone? Kommenter på indlægget herunder. Vinderen får direkte besked.

Filmen har premiere d. 3. december og du kan se traileren her: https://youtu.be/Xwn0Ah48Mps og et par billeder fra filmen herunder. Rocky er flyvende!

CRD-03207 CRD-03727 CRD-02874r_e76373b9-b718-e511-9453-067fa60ebf96 CRD-02532 CRD-01615r

DEN DAG JEG FLYTTEDE IND I ET CRACK HOUSE.

IMG_7308

“Your room is ready for you” – var den sidste besked jeg havde fået fra min nye udlejer i Santa Monica.

Jeg var på skideren og havde brug for at finde et sted at bo ASAP, tættere på hollywood end Laguna Beach, som jeg lige havde tilbragt en uges tid i. Heldet tilsmilede mig og det lykkedes mig i løbet af 24 timer at finde et værelse, med egen indgang. Min mor siger at jeg er født under en heldig stjerne, og endnu engang måtte jeg konstatere at hun havde ret. Værelset kunne jeg få for en slik, nemlig 20 dollars per nat.

Jeg ankom til adressen i Santa Monica om aftenen i komplet mørke. Huset stod stort og faldefærdigt og lignede noget fra et Scooby Doo afsnit. På den store havelåge af metal, var der sømmet skilte fast med advarsler som; “BEWARE OF DOG” og “CAUTION” – Jeg havde fået at vide at jeg skulle gå bagom og ikke måtte gå igennem hovedindgangen, så jeg fik slæbt al min bagage op af dørtrinene, op til den noget uvelkomne låge og fik lirket mig ind. Med guitaren og tasken på ryggen, den anden guitar, kuffert og forstærker i hænderne, gik jeg bag om huset af en tilgroet sti. Der var helt mørkt, og BANG! – En rive smækker op i hovedet på mig, jeg når dog at tage fra med hænderne. Chokket og larmen fra uheldet gør at jeg ligepludselig ikke synes det er særlig fedt at være mig. Tænk hvis jeg havde vækket nogen jeg ikke måtte vække, af samme grund som jeg ikke måtte gå ind af hovedindgangen.

Jeg fortsætter min mission om at finde mit værelse, som jeg havde fået at vide stod åben. Lige pludselig hører jeg noget i det mørke krat længere fremme. Det lød som en hund og jeg blev stiv som et bræt. Jeg husker pludselig skiltet, hvor der stod “BEWARE OF DOG.” Jeg prøver forsigtigt med venlige lyde, at lade den helt sikkert store rottweiler, med skarpe tænder og nittehalsbånd, vide at jeg er helt harmløs, imens den kommer tættere og tættere på. Hunden viser sig at være en sød lille cockerspaniel, der bare er kommet for at sige hej. Jeg ånder lettet op, men mit hjerte sidder stadig oppe i halsen. Endelig finder jeg om bag huset og ser en kæmpe terrasse. Jeg får snusket mig hen til den bagerste dør, som efter sigende skulle være mit nye værelse.

Jeg går ind og prøver at danne mig et indtryk. Det var ikke svært. Værelset var fuldstændig bombet og beskidt, som mit eget værelse hjemme i Danmark aldrig havde været det før. Aldrig nogensinde. Jeg tager en dyb indånding og husker mig selv på et af mine ordsprog; “I am nothing but a victim to my songs and stories.” – Jeg er her for at inspirere mine sange og historier.

Jeg forstår hurtigt, at det her ikke er mennesker, der har den normale opfattelse af “Your room is ready for you.” Jeg står i et lille bitte møgbeskidt rum, med gamle plettede lagner og dyner på sengen. Jeg tør ikke helt gå igang med at rydde op. Er bange for hvad jeg støder på af ting og sager. Pludselig hører jeg et brøl inde fra den anden side af min væg. Med et nysgerrigt øre til væggen, lægger jeg to og to sammen og konkluderer, at det er en mand der snorker kraftigt.

Jeg får sat mine ting på gulvet og åbner døren ud til en gang, får et kæmpe chok da det første jeg ser, er mit spejl billede i et smadret spejl, der står lige foran min dør.

Jeg går forsigtigt rundt i det store knirkende, faldefærdige hus og prøver at orientere mig, mens den store brølen runger i hele bygningen. 2 hunde ligger og chiller inde i en stue i skæret fra en gadelygte. Jeg siger hej på engelsk til de to hunde og en stemme svarer hej tilbage. Med et lille gisp, vender jeg mig hurtigt om, for at forstå hvor lyden kommer fra. Et lagen bliver trukket til side inde fra et af værelserne og en kvinde rækker hånden ud fra mørket og siger; “Who are you?” – Jeg forklarer at jeg skal overtage Taylor’s værelse. Hun byder mig velkommen og rejser sig. Ud af mørket træder en lille spinkel hippie agtig kvinde, på velsagtens 50 år. Hun begynder at vise mig rundt. Vi går op af trappen til hendes søns værelse, som har venner på besøg. Der er en tyk tåge af røg. Den gode slags. Jeg rækker hånden ud til dem én efter én. De er alle super høflige og super skæve. Jeg kigger på moderen en ekstra gang, og det går op for mig at hendes sløve respons og uhyggelige stemning, bare var fordi hun også var skæv. Selvfølgelig. En splif bliver sendt på runde, som var det det mest naturlige i verden, mens de allesammen spørger interesseret ind til min musik. Moderen spørger høftligt om jeg vil ryge, jeg takker pænt nej.

Jeg siger tak for velkomsten og går ned på mit værelse i håbet om at det ikke var så slemt, som jeg husker det for 15 minutter siden. Det var det. Jeg står og kigger håbløst på det beskidte gulv og de smadrede vægge. Skriver så til en ven for at dele det med nogen. Hun svarer; “Oh so basically you moved into a crackhouse.” – Det kunne hun jo ha’ ret i. Hun sagde, at jeg godt kunne se at komme ud derfra, men jeg svarede at jeg lige ville give det en chance; “Okay, but make sure you check for bedbugs before you sleep in that bed.” Jeg dør af rædsel og kigger skræmt over på den uredte seng. Jeg er faktisk lidt af en bangebuks, når det kommer til stykket. Jeg får tjekket sengen, som hun siger jeg skal og det lader til at jeg kan se mig fri for bedbugs, hvad end det så er.

En kat kommer spankulerende ind på mit værelse, som om den ejer det hele. Det er ikke nogen helt almindelig kat, den minder om et fabeldyr fra “Narnia” – Jeg beder den høfligt om at skride ud fra mit værelse. Jeg har det ikke så godt med katte, medmindre det er killinger. Jeg får lokket den ud og lukker døren efter den og drejer låsen.

Jeg overvejer et kort sekund om jeg skal smutte herfra, finde et andet sted og bede om mine penge tilbage. Jeg tager en rask beslutning og får fat i en kost og begynder at gøre rent.

Nu, et par dage senere, virker det hele lidt mere hjemligt og ikke så uhyggeligt som i starten. Drengene ovenpå er top venlige, råber hver gang de scorer en touchdown og deres gulv som er mit loft, er godt og grundigt utæt, så der dufter tit af jul og kager. Lili, som moderen hedder, råber engang imellem ind til mig at hun elsker når jeg spiller på guitar. Hun siger “DET LYDER RIGTIG GODT.” – Brølet inde ved siden af, er blevet en del af min daglige rytme og jeg kan spille musik lige så højt jeg vil, når jeg vil. Narnia-katten er stadig et mysterium og jeg forstår ikke hvad den laver her, ingen af de andre synes at kendes ved den. Jeg syntes godt nok også at der var et eller andet spøgelses agtigt over den. De to hunde er blevet mine bedste venner og jeg bor længere væk fra det hårde drug-miljø nede ved 7th + main end så mange andre gør. Og det kan godt være at mor og børn er skæve engang imellem, men jeg har hørt dem komme hjem fra skole hver dag og mor plasker dem til med kærlighed og spørger hvordan deres dag har været. Så alt godt, her fra mit vidunderlige faldefærdige crackhouse i Santa Monica.

Tingene er ikke altid som de ser ud, når bare man kommer lidt tættere på.