• ···

JEG ER HELT TOSSET MED FLØDESKUM, MILKSHAKES, DONUTHOLES, BURGERE, CHEESECAKES & SWEET. POTATO. FRIES.

il_fullxfull.577956427_t4l2

Det er så varmt udenfor, at jeg tror jeg smelter. Det eneste rigtige lige nu er at drikke en kold Strawberry milkshake. Med flødeskum på toppen naturligvis.

Amerikanske dinere gør mig tryg. Her kan jeg rigtig ta’ en slapper, med isoverskæg og maven fuld af sirup fra de små tykke pandekager. Her kan jeg smide en ‘quarter’ i en rød jukebox og høre mine Elvis favoritter i højtalerne. Jeg indrømmer at det første jeg spiste i morges, var en håndfuld M&M’s der lå på mit natbord, fra gårsdagens filmaften med…. Nå ja, mig selv. Jeg så “Ted 2.” – Mmm. Sweet. Potato. Fries. Har du nogensinde prøvet at dyppe dine fritter i din milkshake. Yes.

Jeg er halvvejs igennem min burger. Det her er min morgenmad. Frokosten bliver nok ikk meget bedre eller sundere. Når først jeg har åbnet døren til det her helvede af fedt og sukkerræs, så lukker jeg den ikk igen lige foreløbig. Jeg er alt eller intet. Og jeg gør gerne det, at før jeg går på total udrensning, minimum 14 dage, så spiser jeg mig helt ned i donuts, burgere, is og slik indtil jeg har fået nok og ikk kan klare tanken af mere, de næste mange dage. Jeg tror ikk jeg er helt normal. Jeg har ikke nogen stopknap rigtigt når det kommer til slik, is og greasy food. Nogle gange føler jeg at det er lidt af en sygdom. Som barn måtte man ikk få slik og is og burgere særlig tit. Jeg tror problemet er, at jeg stadig er et barn og nu er der ikke nogen der bestemmer over mig længere. Det er ikke så godt. Jeg har rygrad som en regnorm.

Heldigvis har jeg fået konstateret spiserørsbrok for et par år siden, hvilket resulterer i at når jeg gør det her, så bliver min stemme spist op af syre og jeg kan ikk synge optimalt, så der bliver det rimelig nemt for mig at stoppe, eftersom min stemme betyder alt for mig. Mere end en milkshake…. Tror jeg nok.

Men sygeligt kalder jeg det, fordi lige nu, idet jeg er ved at være færdig med min burger og under hele indtaget af dette fiest, sidder jeg bare og tænker på hvad jeg skal spise efter det her. Jeg ved det ikke er helt normalt, for jeg har set mine venner spise sammen med mig og de har en stopknap. Jeg har en ven, der siger at han spiser en hel plade Marabou når han skal være rigtig slem, men vi andre tror ikke rigtig på ham. Mig til gengæld. Jeg spiser en hel plade Marabou, det gør jeg sgu, kaster en bøtte Ben&Jerry’s ned og tygger en hel pose matador mix, som om jeg drak et glas vand.
Har lige spist en stor burger, sweet potato fries og en kæmpe milkshake med flødeskum på toppen og det eneste jeg tænker på, er hvor jeg mon kan få mit donut fix nu. Nu gælder det om at være smart og vælge det rigtige sted. Det kan nemt gå galt med donuts nemlig. Den donut skal da nok også højst sandsynligt skylles ned med en oreo milkshake fra Johnny Rockets.

Jeg kunne godt tænke mig noget hjælp faktisk. Tror ikke det her er godt for mit hjerte. Og jeg ved for a fact at det bestemt ikke er godt for min stemme og mit spiserørsbrok. Mmm. Donut holes.

Fra donut og Oreo milkshake, til en cheesecake fra cheesecake Factory. LA er for sindssyg! Det bugner simpelthen med lækkerier overalt. Der er dog også sunde alternativer og måltider, men det er fandeme svært når man ikke har nogen rygrad.

Når jeg er færdig her, så skal jeg hjem og øve full band showcase på Viper room i Hollywood, efterfulgt af tysk juletur. Og derudover skal jeg smide resten af mine M&M’s og donut-holes ud, som jeg købte i et svagt øjeblik igår aftes, på den lokale tankstation. Du ved, de der virkelig “nu skraber du bunden” agtige donutholes.

Jeg ved ikke hvorfor den her cheesecake er på vej. Måske er det fordi jeg keder mig. Én ting er sikkert. Jeg skal fandeme være glad for at jeg ikke bliver tyk lige med det samme.

Shame on you Red Velvet Cake! Men kæft hvor smager du godt.

   

MY PERFECT HOLLYWOOD MOMENT.

sunset.strip

(ENGLISH VERSION BELOW.)

Vi befinder os på ‘The Viper Room’ på den nok mest legendariske gade i Rock’n roll’s historie; Sunset Strip(!) i Los Angeles. River Phoenix tog sit sidste åndedrag her og navne som Jennifer Anniston, Tom Petty, Johnny Depp, som ejede stedet, Johnny Cash, som spillede en af sine sidste koncerter her… Alle navne som dyrkede The Viper Room tilbage i 90’erne og op gennem 00’erne. I aften var det min tur til at gi’ koncert med mit amerikanske band.

Lige inden showet, får jeg at vide at jeg er ugens mest sælgende navn. På en søndag. Det føles godt.

  • Her er et lille breakdown af, hvordan dagen gik og hvordan koncerten og forberedelserne var op til.

35 minutter senere. Curtains close. Min første full band U.S. showcase er overstået. Brølet og klapsalverne fra publikum hænger stadig tykt i luften og bookeren kommer hen til mig; “Tim that was really good, would you meet me in my office in 25 minutes, I have a guy there who wants to take your career to the next level.”

Som taget ud af en film, følte jeg mig som Jim Morrison fra The Doors. Den der film, hvor Jim Morrison bliver spillet af Val Kilmer og bandet spiller et af deres første gigs i Hollywood på Sunset Strip og en label dude kommer hen til dem og tilbyder dem en pladekontrakt, derefter turnerer de verden og Jim bliver en af verdens største rockstjerner.

Lige netop dét, gjorde jeg mig nu klar til. Jeg gjorde mig klar til et vaskeægte Morrison moment.

Jeg kommer ned fra scenen og efter kram og high fives fra fans og venner, der fortæller hvor fedt showet var, går jeg hen til kontoret. Ejeren af spillestedet møder mig på halvvejen og siger at vi går et andet sted hen. Han spørger mig om jeg vidste at Johnny Depp havde et hemmeligt rum, som han havde fået lavet til ham og hans venner, til særlige lejligheder. Det anede jeg ikke, og da jeg kiggede rundt i lokalet, for at lure hvor det lå henne, var jeg endnu mere spændt, for hvor fanden kunne der være et hemmeligt rum, herinde i dette lillebitte lokale? (Viper Room er på størrelse med “Lades Kælder” i KBH, dengang det eksisterede.) – Ejeren gik i forvejen og fortsatte hen mod toiletterne. Lige før lokummerne, stopper han for at trykke på en åbenbart usynlig knap og en hemmelig dør åbner. Det var seriøst flippet. Som taget ud fra en oldschool James Bond film. Ejeren inviterer mig indenfor – indenfor i Johnny Depps hemmelige champagnerum! Lad mig lige gentage det; Johnny Depp’s special-lavede og meget hemmelige champagnerum(!) – Jeg får kaldt nogle fra bandet over og min producer, Brandon. Det her var uden tvivl et trip, der skulle opleves med venner. Det var i allerhøjeste grad et ekslusivt kig ind i Hollywoods legendariske og mystiske rock og rul-skat. Jeg træder ind. Ind i et lille sort rum, med en lille lædersofa og et stort tonet vindue. Her har Johnny siddet med sine drenge utallige gange og set aftenens kunstnere, igennem det tonede vindue, som man ikke kan se igennem fra den anden side. Ja man kan faktisk ikke engang se, at der i det hele taget skulle være et vindue der. Og hvem ved, hvad der er foregået herinde? Er sikker på at “Sex, drugs & rock’n roll” er en underdrivelse i dette tilfælde.

En smuk ung kvinde i en smuk kjole, står klar med en flaske champagne, popper den og skænker et par glas, sætter så flasken i en spand med is og ejeren kommanderer hende bestemt, men venligt ud af rummet. Her begynder så den store salgstale og han tegner og fortæller alle mine drømme, præcis som jeg gerne vil høre dem, præcis som jeg altid har forestillet mig dem, præcis som så mange andre, har fortalt dem så mange mange gange før. Her er sådan ca. hvordan det gik ned, bortset fra at min oplevelse var lidt sejere end Jim Morrison’s, fordi jeg altså stod i johnny Depp’s hemmelige rum. JOHNNY DEPP’S HEMMELIGE RUM!;

IMG_5878

IMG_5877

IMG_5882

IMG_5884-2

IMG_5885-2

IMG_5886

Han bad mig ringe til ham næste dag, så vi kunne sætte et møde op og få styr på det hele inden jeg skulle flyve til Tyskland, på en tysk turné. Han tog den aldrig. Jeg ringede og ringede i et par dage. Endelig tog han den og med de famøse ord; “Oh hi buddy, yea, I’m gonna have to call you back, as I’m on a conference call right now.” – fik han sat et flot punktum for det hele og jeg fik punkteret endnu en ballondrøm. Selvfølgelig.

I momentet, var jeg jo nødt til at tro på hvad han sagde og hvad der blev snakket om den nat. Øjeblikket jeg stopper med at tro, er det forbi. Så kan jeg lige så godt lade vær.

Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad han sagde og hvad der blev tilbudt, det her er ikke mig der prøver at hævne mig på endnu en forretningsmand, der prøver at sælge mig en drøm og så af en eller anden mærkelig grund forsvinder ud i den blå luft. Det her er bare mig, der fortæller 1 ud af 100 historier og den her historie er så bare lige tusind gange bedre, fordi det hele var så The Doors og så Jim og SÅ Sunset Strip. Så Hollywood. Episk aften.

Selv efter at det virkelig var gået op for mig, at det hele bare var endnu en skuffelse, følte jeg igen, hvor meget jeg lever for øjeblikket og oplevelserne. Jeg er godt klar over, at det der ikke kommer brød på bordet af øjeblikke og rock’n roll, men det her var bestemt et af de større øjeblikke og en stor oplevelse. Så kære Viper mand, ligemeget hvad din grund har været for ikke at følge op på dine ideer og løfter som du snakkede om den nat, så skal du ha’ tak for den oplevelse. Ærligt. Og min buddy, Brandon, sørgede for at alle fik en stooor tår af den dyre champagne, så det er bare i orden.

Og nu vil jeg bare “Drive on.” – Præcis ligesom Johnny Cash. Her er hans optræden på The Viper Room tilbage i 1994.

Tip; Hvis du har Netflix og gerne vil vide mere om “Sunset Strip” og dens historie, så vil jeg foreslå at se dokumentarfilmen “Sunset Strip.” – Har selv lige set den og den er fuld af mystik, ikke for lang og man får lyst til at tage på eventyr med det samme og finde alle de steder de snakker om i filmen. Tjek den ud.

————————- ENGLISH VERSION ——————————-

 

The Scene takes place at ‘The Viper Room,’ on probably the history of rock’n roll’s most legendary street; Sunset Strip(!) in Los Angeles. River Phoenix took his last breath there and names like Jennifer Aniston, Tom Petty, Johnny Depp, who owned the place, and Johnny Cash, who played one of his last concerts there, are all names that’s been a big part of this historical venue. Tonight t’was my turn to play there with my American band, the boys from “Just Josh.”

Before the show, I get the news that I’m the biggest seller of the whole week. On a Sunday. That feels nice. And here’s a little episode of that day and my concert.

35 minutes later. Curtains close. My first full band U.S. showcase is over. The buzz from the crowd is still hanging in the air and the booker walks over to me; “Tim, that was really good, would you meet me in my office in 25 minutes, I have a guy there who wants to take your career to the next level.”

Just like taken out of a movie, I felt like Jim Morrison from The Doors. That movie where Val Kilmer plays Jim Morrrison and The Doors play one of their first gigs on Sunset Strip, a label guy walks up to Jim and offers a record deal and next thing you know, he’s touring the world with his band and is the biggest rockstar ever.

I was getting ready for just that, I was getting ready for my Morrison moment.

I get down from stage and after hugs from friends and fans, telling me how blown away they were from the show, I make my way over to the office. The owner meets me half way and says we’re going somewhere else. He asks me if I knew that Johnny Depp had a secret room made, for rare occasions. And let me tell you, this room was tiny, and I remember thinking, where could he possibly have a secret room? I told him I had no clue, and he went on and walked towards the restrooms. Right before the lue, he stops to push this invisible button in the wall and a secret door opens, like som serious James Bond shit. He invites me inside Johnny Depp’s champagne room. I get my producer, Brandon and a few of my band mates called over, didn’t wanna experience this trip alone. This was indeed a rare gem. A small exclusive, black room with a leather couch and a big tinted window. This was where Johnny used to sit and watch the acts and artists, without the club guests being able to see him through the secret window. Hell, there wasn’t even a way of knowing that there even was a window right there, from the other side. A beautiful girl in a beautiful dress, pops a champagne and poor a few glasses, then walks out. The owner starts talking and selling me his ideas and dreams, like so many have done, so so many times before. Here’s roughly what went down, except the room, my buddies and I were in, was a lot cooler. Anyways;

IMG_1348

IMG_1347

IMG_1349

IMG_1350

IMG_1351

He told me to call him the next day to set up a meeting, before I left the country, for a tour in Germany. The guy never got back to me, and I called him for a few days, until I gave up. Did get a hold of him tho one time, where he said the famous words; “Oh hi buddy, yea, I’m gonna have to call you back, as I’m on a conference call right now.” – Go figure.

In the moment, I of course had to believe what the man was talking about that night, you always gotta believe, the minute I stop believing, it’s over.

I’m not gonna go into details of what he was saying or offering that night, this is not me trying to get back at one more business man, trying to sell me a dream and never keeping his end of the bargain. This is just me, telling one story out of a hundred stories like this. And this one, just happens to be the most perfect one of them all, cause it was so The doors and so Jim and so Sunset Strip. So Hollywood.

Even after me realizing that this was all just smoke and mirrors, I once again understood, that I live for the moments and not so much the results or the finish line, just the moments and the road there. I know I won’t get food on the table from beautiful moments and rock’n roll, but really, this was absolutely a beautiful one. Fuck money.

So dear Viper man, whatever your reason for not following through with your ideas and promises, thank you for this experience. Honestly. And my buddy Brandon, did make sure that everybody had a serious sip of that expensive champagne, so all good.

And now, I’m just gonna “drive on.” – Just like Johnny Cash. This is his performance, at The Viper Room back in 1994.

Tip; If you got Netflix and you wanna learn more about the special vibe and history of “Sunset strip,” I recommend watching the documentary; “Sunset Strip.” I just watched it myself, and it’s full of mystique and makes you just wanna go explore that place right away.

 

WARNER BROS. OG JEG FORKÆLER MINE KÆRE LÆSERE. BARE FORDI.

images

Okay. I er måske ved at kede jer over mine tørre amerikanske eventyr, her på bloggen og har sikkert tit tænkt; “hvornår fanden får vi noget “free stuff?”

Det gør I nu. Eller én af jer gør.

Hjemme i DK er der nemlig snart premiere på den nye film “CREED” – Og ja, det betyder ikke mindre end at: SYLVESTER STALLONE ER TILBAGE SOM ROCKY! – Jeg elsker film, og Rocky er legendarisk, så det er mig en fornøjelse at kunne fortælle at Warner Bros. har givet mig lov til at udlodde en præmiepakke til mine følgere/læsere.

Præmiepakken indeholder en masse merchandise bl.a. sweatshirt, sjippetorv, laundrybag (formet som en boksesæk), boksehandsker mm. + 4 fribilletter, så du kan tage tre venner med i biografen og se filmen når du har lyst.

Jeg trækker lod mellem alle der kan fortælle mig, hvor gammel Sylvester Stallone er. Kommenter herunder på indlægget og deltag. Husk at skrive dit fulde navn eller hvordan jeg kan kontakte dig i tilfælde af at du vinder. Konkurrencen kører indtil mandag d. 30. november, hvor jeg trækker lod mellem alle rigtige svar.

Altså; Hvor gammel er Sylvester Stallone? Kommenter på indlægget herunder. Vinderen får direkte besked.

Filmen har premiere d. 3. december og du kan se traileren her: https://youtu.be/Xwn0Ah48Mps og et par billeder fra filmen herunder. Rocky er flyvende!

CRD-03207 CRD-03727 CRD-02874r_e76373b9-b718-e511-9453-067fa60ebf96 CRD-02532 CRD-01615r

   

DEN DAG JEG FLYTTEDE IND I ET CRACK HOUSE.

IMG_7308

“Your room is ready for you” – var den sidste besked jeg havde fået fra min nye udlejer i Santa Monica.

Jeg var på skideren og havde brug for at finde et sted at bo ASAP, tættere på hollywood end Laguna Beach, som jeg lige havde tilbragt en uges tid i. Heldet tilsmilede mig og det lykkedes mig i løbet af 24 timer at finde et værelse, med egen indgang. Min mor siger at jeg er født under en heldig stjerne, og endnu engang måtte jeg konstatere at hun havde ret. Værelset kunne jeg få for en slik, nemlig 20 dollars per nat.

Jeg ankom til adressen i Santa Monica om aftenen i komplet mørke. Huset stod stort og faldefærdigt og lignede noget fra et Scooby Doo afsnit. På den store havelåge af metal, var der sømmet skilte fast med advarsler som; “BEWARE OF DOG” og “CAUTION” – Jeg havde fået at vide at jeg skulle gå bagom og ikke måtte gå igennem hovedindgangen, så jeg fik slæbt al min bagage op af dørtrinene, op til den noget uvelkomne låge og fik lirket mig ind. Med guitaren og tasken på ryggen, den anden guitar, kuffert og forstærker i hænderne, gik jeg bag om huset af en tilgroet sti. Der var helt mørkt, og BANG! – En rive smækker op i hovedet på mig, jeg når dog at tage fra med hænderne. Chokket og larmen fra uheldet gør at jeg ligepludselig ikke synes det er særlig fedt at være mig. Tænk hvis jeg havde vækket nogen jeg ikke måtte vække, af samme grund som jeg ikke måtte gå ind af hovedindgangen.

Jeg fortsætter min mission om at finde mit værelse, som jeg havde fået at vide stod åben. Lige pludselig hører jeg noget i det mørke krat længere fremme. Det lød som en hund og jeg blev stiv som et bræt. Jeg husker pludselig skiltet, hvor der stod “BEWARE OF DOG.” Jeg prøver forsigtigt med venlige lyde, at lade den helt sikkert store rottweiler, med skarpe tænder og nittehalsbånd, vide at jeg er helt harmløs, imens den kommer tættere og tættere på. Hunden viser sig at være en sød lille cockerspaniel, der bare er kommet for at sige hej. Jeg ånder lettet op, men mit hjerte sidder stadig oppe i halsen. Endelig finder jeg om bag huset og ser en kæmpe terrasse. Jeg får snusket mig hen til den bagerste dør, som efter sigende skulle være mit nye værelse.

Jeg går ind og prøver at danne mig et indtryk. Det var ikke svært. Værelset var fuldstændig bombet og beskidt, som mit eget værelse hjemme i Danmark aldrig havde været det før. Aldrig nogensinde. Jeg tager en dyb indånding og husker mig selv på et af mine ordsprog; “I am nothing but a victim to my songs and stories.” – Jeg er her for at inspirere mine sange og historier.

Jeg forstår hurtigt, at det her ikke er mennesker, der har den normale opfattelse af “Your room is ready for you.” Jeg står i et lille bitte møgbeskidt rum, med gamle plettede lagner og dyner på sengen. Jeg tør ikke helt gå igang med at rydde op. Er bange for hvad jeg støder på af ting og sager. Pludselig hører jeg et brøl inde fra den anden side af min væg. Med et nysgerrigt øre til væggen, lægger jeg to og to sammen og konkluderer, at det er en mand der snorker kraftigt.

Jeg får sat mine ting på gulvet og åbner døren ud til en gang, får et kæmpe chok da det første jeg ser, er mit spejl billede i et smadret spejl, der står lige foran min dør.

Jeg går forsigtigt rundt i det store knirkende, faldefærdige hus og prøver at orientere mig, mens den store brølen runger i hele bygningen. 2 hunde ligger og chiller inde i en stue i skæret fra en gadelygte. Jeg siger hej på engelsk til de to hunde og en stemme svarer hej tilbage. Med et lille gisp, vender jeg mig hurtigt om, for at forstå hvor lyden kommer fra. Et lagen bliver trukket til side inde fra et af værelserne og en kvinde rækker hånden ud fra mørket og siger; “Who are you?” – Jeg forklarer at jeg skal overtage Taylor’s værelse. Hun byder mig velkommen og rejser sig. Ud af mørket træder en lille spinkel hippie agtig kvinde, på velsagtens 50 år. Hun begynder at vise mig rundt. Vi går op af trappen til hendes søns værelse, som har venner på besøg. Der er en tyk tåge af røg. Den gode slags. Jeg rækker hånden ud til dem én efter én. De er alle super høflige og super skæve. Jeg kigger på moderen en ekstra gang, og det går op for mig at hendes sløve respons og uhyggelige stemning, bare var fordi hun også var skæv. Selvfølgelig. En splif bliver sendt på runde, som var det det mest naturlige i verden, mens de allesammen spørger interesseret ind til min musik. Moderen spørger høftligt om jeg vil ryge, jeg takker pænt nej.

Jeg siger tak for velkomsten og går ned på mit værelse i håbet om at det ikke var så slemt, som jeg husker det for 15 minutter siden. Det var det. Jeg står og kigger håbløst på det beskidte gulv og de smadrede vægge. Skriver så til en ven for at dele det med nogen. Hun svarer; “Oh so basically you moved into a crackhouse.” – Det kunne hun jo ha’ ret i. Hun sagde, at jeg godt kunne se at komme ud derfra, men jeg svarede at jeg lige ville give det en chance; “Okay, but make sure you check for bedbugs before you sleep in that bed.” Jeg dør af rædsel og kigger skræmt over på den uredte seng. Jeg er faktisk lidt af en bangebuks, når det kommer til stykket. Jeg får tjekket sengen, som hun siger jeg skal og det lader til at jeg kan se mig fri for bedbugs, hvad end det så er.

En kat kommer spankulerende ind på mit værelse, som om den ejer det hele. Det er ikke nogen helt almindelig kat, den minder om et fabeldyr fra “Narnia” – Jeg beder den høfligt om at skride ud fra mit værelse. Jeg har det ikke så godt med katte, medmindre det er killinger. Jeg får lokket den ud og lukker døren efter den og drejer låsen.

Jeg overvejer et kort sekund om jeg skal smutte herfra, finde et andet sted og bede om mine penge tilbage. Jeg tager en rask beslutning og får fat i en kost og begynder at gøre rent.

Nu, et par dage senere, virker det hele lidt mere hjemligt og ikke så uhyggeligt som i starten. Drengene ovenpå er top venlige, råber hver gang de scorer en touchdown og deres gulv som er mit loft, er godt og grundigt utæt, så der dufter tit af jul og kager. Lili, som moderen hedder, råber engang imellem ind til mig at hun elsker når jeg spiller på guitar. Hun siger “DET LYDER RIGTIG GODT.” – Brølet inde ved siden af, er blevet en del af min daglige rytme og jeg kan spille musik lige så højt jeg vil, når jeg vil. Narnia-katten er stadig et mysterium og jeg forstår ikke hvad den laver her, ingen af de andre synes at kendes ved den. Jeg syntes godt nok også at der var et eller andet spøgelses agtigt over den. De to hunde er blevet mine bedste venner og jeg bor længere væk fra det hårde drug-miljø nede ved 7th + main end så mange andre gør. Og det kan godt være at mor og børn er skæve engang imellem, men jeg har hørt dem komme hjem fra skole hver dag og mor plasker dem til med kærlighed og spørger hvordan deres dag har været. Så alt godt, her fra mit vidunderlige faldefærdige crackhouse i Santa Monica.

Tingene er ikke altid som de ser ud, når bare man kommer lidt tættere på.

 

NÅR VERDEN RAMLER. / WHEN THE WORLD GOES DOWN IN FLAMES.

IMG_6981.PNG

(ENGLISH VERSION BELOW)

Det her er mine skyklapper, mit skjulested fra verdens onde sjæl og terrorisme. Det her er min måde at bede for Paris på og jeg dedikerer dette indlæg til fredag d. 13. November 2015, hvor hele verden ramlede. Igen.

– Jeg er i den mest komplicerede, og til tider værste branche i verden og jeg har på ingen måde fundet hjem i min musik endnu.

Nogle gange kan jeg ikk bunde. Andre gange kan jeg ikke trække vejret. Flest gange bliver jeg løjet overfor. Og indimellem får jeg stukket en kniv i ryggen.

Den sidste meget lange tid, har I set masser af glade updates fra mig, nogle gange så glade at det næsten er til at brække sig over. For hvordan kan det lade sig gøre at være så glad og taknemmelig hele tiden?

Her er der en række billeder jeg har taget de sidste par dage og de forklarer en stor del af hvordan jeg kan rende rundt og være så glad, i en branche og en hverdag fyldt med tvivl, usikkerhed, uendelig mange ensomme timer og længere end langt til et endeligt resultat.

Billederne er fra den sidste uges tid alene i mit lille tossede liv som sanger og sangskriver, i kronologisk rækkefølge. Fordi billeder siger mere end tusind ord. Uden filter, mind you.

Nogle gange, især nu, har vi brug for at se verden som jeg har set den, den sidste stykke tid. Så tag dig tid og glo væk, gem dig i en smuk verden af solnedgange og en farvelade-bombe af blomster, malerier, træer og balloner. Og imens du lytter til havets stille sang, så send en lille tanke til Paris. Tak.


 
 

 







 








 








——— ENGLISH VERSION ———

This is my blindfold, my hideaway from the world’s evil soul and terrorism. This is my way of sending my love and thoughts to Paris. I dedicate this blog post to Friday 13th of November 2015, Paris and the ones who lost their innocent lives and those they left behind.

– I’m in the world’s most complicated and sometimes worst business in the world and I have definitely not found home in my music just yet.
Sometimes I can’t breathe. Other times my heart breaks. Most times, I get lied to and once in a while I get stabbed in the back.
But then how can I keep that, sometimes annoying, smile on my face?
Here’s some photographs I took the last couple of days and they shine some light on why I’m so happy and at peace with myself most of the time, in a business full of doubt, insecurity, endless hours of loneliness and farther than far to a finished result.
Sometimes, especially now, we need to be reminded that there is still beauty in this world. So go ahead and see the world through my eyes, hide away in sunsets, trees and paintings. And please, while you do so, send a thought to Paris. Thank you.

MÅSKE ER JEG BARE EN LILLE EGO-CENTRERET SNOTUNGE?

(ENGLISH VERSION BELOW)

Min far siger det er godt at ku’ hvile i sig selv og ikke være bange for at være alene. Så igår, da det var meningen at jeg skulle se mine venner spille med deres band i Chicago men ikke kunne komme ind, fordi jeg ikke havde mit pas, valgte jeg at tage det som et tegn. Alenetid. (Ingen problemer, kun løsninger. Husk det. Brug enhver mulighed for at gøre noget du normalt ikke ville have gjort. Det er pissefedt, siger jeg dig.)

Jeg havde ca. 7 timer at slå ihjel. Så jeg tog på eventyr og havde egentlig tænkt mig at tage på bar og snakke med fremmede mennesker, men ligepludselig ud af ingenting så jeg, fra min Uber, en kæmpe biograf og tænkte at jeg kunne starte med en film. Der er noget trippet over at gå i biografen alene. Det kan jeg godt lide.

Jeg gik ind og købte en billet til 10 dollars, en pose popkorn og satte mig ind og så den nye film “Pan.” – Jeg elsker Peter Pan og føler mig selv som en dreng, der aldrig bliver voksen. For Gud skyld, lad mig aldrig blive voksen. Never, neverland.

– Mig og mig selv i biffen igår.

IMG_5024

Måske har jeg nok i mig selv og mit lille mærkelige eventyr af et liv? Måske er jeg bare en lille egocentreret snotunge? Jeg håber ikke det er sådan landet ligger. Jeg håber der er mere i mig end det. Det tror jeg der er. Det ved jeg der er. Jeg savner mine danske venner og jeg savner min familie. Men jeg er glad. Meget glad. Og jeg ved de er glade på mine vegne.

Når jeg er alene i den store verden, føler jeg at jeg udretter mere med mit liv, end når jeg er hjemme i Danmarks trygge rammer. Når jeg er ude, føler jeg at jeg lærer mere om livets kerne(r) og de store spørgsmål. Og allermest lærer jeg mig selv endnu bedre at kende, fordi jeg bruger så meget tid på mig. Og jeg tror at jo bedre man kender sig selv, jo bedre kan man lære andre mennesker at kende og jo bedre kan man connecte med dem.

På min højre arm står der; “I need fuel for my ego engine.”

Når de fleste læser den sætning, så tror de straks den er helt gal med mit ego. Især når danskere læser den. Men for mig handler den sætning ikke om mig. Og en lille sidenote, nu vi lige er inde og røre hele “ego” emnet; Mit ego er fuldstændig under kontrol og i balance. På den helt rigtige side af rigtigt og forkert, for stort og for småt. Jeg synes man er nødt til at dyrke sit ego og omfavne det, for at kunne styre det og holde det solidt plantet med begge ben på jorden. Jeg bruger ca. 90% af min tid på at dømme mig selv, arbejde med mig selv, sælge mig selv osv… Fordi det er mit job. Jeg leverer mig selv i mine sange og musik 100% ærligt og uden filter. Præcis som jeg gør i skrivende stund. Jeg er nødt til at være nede med mit ego, for at kunne gøre det.

Okay, sidenote færdig. Så ja, når folk ser min tatovering, tror de det handler om mig. Men en stor del af min “fuel” er mine danske venner og familie. Uden dem ville jeg ikke ha lyst til at tage ud i verden og bruge alle de penge, som jeg ikke har. Bruge al min energi på at jagte en drøm, der ingen ende har. De er på en eller anden måde mit sikkerhedsnet. For jeg ved at ligemeget hvad der sker, kan jeg altid komme hjem i deres trygge rammer, uanset hvor lang tid jeg har været væk. Og det er helt fantastisk. Tak for Jer. – I ved hvem I er.

Uden dem ville jeg kun gøre det for mig selv og det lyder sørgeligt ensomt. Jeg gør det for historierne. Jeg vil fortælle historier. Jeg vil inspirere. Jeg vil ha’ noget at snakke om når jeg kommer hjem, hvor end hjem bliver. Jeg vil mærke at jeg lever og at jeg HAR levet. Jeg vil møde nye mennesker. De mennesker vi deler denne jord med. Jeg vil connecte med verden.

Livet handler om at leve hver dag. Intet andet. Så egocentreret snotunge eller ej; Jeg lever.

Og nu er det snart jul. Familietid, det gør mig glad og forhåbentlig spreder jeg også lidt glæde til dem omkring mig, når jeg kommer hjem denne december. Det hele skal jo ikke kun handle om mig……. Vel!?

———– English version ———–

MAYBE I’M NOTHING MORE THAN A SELF ABSORBED, EGO CENTERED, SPOILED BRAT? 

My dad says it’s good to be comfortable in your own skin and that it’s okay to be alone. So yesterday, when I was suppose to go watch my Chicago buddies play a show at the River Casino, but couldn’t get in because I didn’t have my passport with me, I chose to see it as a sign and thought; Alright, alonetime it is. (No problems, only solutions. Always remember that. Grab every opportunity life throws at you, to do something you otherwise wouldn’t have done. Trust me.)

I was going to have to try and kill 7 hours, before I could catch a ride home with the band, back to the suburbs. So I went on an adventure and had my mind set to go to a bar and talk to strangers all night, but then, out of nowhere, I saw this huge Movie Theatre, from my Uber and I asked him to pull over. Thought I’d start this evening with a nice movie. There’s something trippy about going to the movies alone.

So I went in and bought a ticket for the new movie “Pan” and got myself a bag of popcorn. – I love Peter Pan. I also feel like a boy, never growing up. For Gods sake, don’t let me grow up. Never neverland.

– Me and myself at the movies yesterday.

IMG_5024

Maybe I am enough for me? Maybe I am just fine with myself and this strange fairytale of a life? Maybe I am nothing but a self centered, self absorbed, spoiled brat?  – I sure hope not. I hope there’s more to me than that. I think there is. I know there is. I miss my Danish friends and my family, but I’m happy. Extremely happy. And I know they are happy for me.

When I’m alone in a big world, I feel like I get more done, I feel like I’m living my life in a much greater way than I would, being home in the comfort of Denmark. When I’m out, I feel like I’m educating myself in life and all it’s big questions. And further and foremost, I teach myself about myself and I believe that the more you know about yourself, the better you will be at connecting with other fellow beings.

On my right arm, it says; “I need fuel for my ego engine.”

When people read that, they think it’s about me, but it’s not. Oh and on a sidenote, now that we’re touching base with this whole “Ego” thing; My ego is completely under control and within reason. We gotta have egos and we gotta embrace our egos, in order to control it and keep it safe on ground. I spend 90% of the time judging myself, working with myself, selling myself… Because that’s my job. I deliver myself in my songs and music 100% honestly, just like I’m doing right now, writing this. I gotta be in control and aware of my ego in order to do that.

Okay, sidenote done.

So yea, when people read my tattoo, they think it’s about me, but it’s not. A big part of my “fuel” is my Danish friends and family. Without them I wouldn’t wanna go explore the world as much as I do and spend all the money, that I don’t have. I wouldn’t wanna spend all my energy on chasing a dream, that has no end. Somehow my friends and family are my safety net. All tho, I’ve never really been a big fan of having a safety net, they are. Cause no matter what happens, I know that I will always have someone to come home to, no matter how long I’ve been away. I’m at a point in my life, where I think I’ve found the people that are never gonna change for me. The emotional attachment I have to them and vice versa, won’t ever change. And that’s truly amazing. Thank you guys. You know who you are.

Without these people, I would be doing all of this just for me, and that sounds horribly sad.

I do it for the stories. I want to tell stories. I want to inspire. I want to have something to talk about when I come home, wherever home is going to be. I want to feel that I’m alive, and that I have lived. I want to meet new people. The people that walk on the same earth that I walk. I want to connect with the world. That’s what I want.

Life is about living every day, nothing more, nothing less. So…. I guess, a self centered, self absorbed, spoiled brat or not; I’m living and hopefully inspiring some people on my way. That’s basically all I wanna do.

And now it’s soon to be Christmas. Familytime(!) – that’s makes me very happy, and hopefully I’m gonna spread a little happiness around me as well, when I return this December. Cause it shouldn’t all just be about me now…… Right!?

   

ALENE OG HJEMLØS I EN AF VERDENS FARLIGSTE BYER. – How to survive an all-nighter in downtown Chicago. ps. Sorry mom.


(ENGLISH VERSION BELOW)

En forbindelse og en evt. åbning til et samarbejde med en forretningsmand i Chicago, havde fået mig til at smide penge efter en flybillet til Chicago, for at holde en række møder.

Jeg kender et band i Chicago og havde fået lov at sove hos dem det meste af ugen, da jeg ankom om tirsdagen. De bor i forstæderne. Ca. 1,5 time fra downtown. Jeg fik for første gang i mit liv, sat min røv på en Harley Davidson. Det var alt for vildt!


Da lørdag kom, kunne jeg ikke længere få lov at sove hos drengene fra bandet, så jeg tænkte; Downtown!

Jeg havde vel ikke betalt en billet til Chicago, for bare at holde forretningsmøder i suburbsene? – Jeg havde jo egentlig tænkt mig også at få lidt eventyr under vingerne.

Jo sgu, en tur down town, ville klæde mig. Og hvem ved hvad der ventede mig?

Jeg fik min trusted “Schouexpert” til at tjekke hoteller, moteller og Airbnb for mig. Der var intet ledigt for under 250 euros. Jeg sad på daværende tidspunkt allerede i toget på vej til downtown. Okay. Hmm… Har man først sagt A, må man også sige B. Så intet sted at sove i nat. Fint. Det måtte jeg bekymre mig om senere. Først, stå af i centrum (havde ca. 1time og 20 minutters togtur foran mig) og få set lidt af byen mens der stadig var lyst. Millenium Park. Obligatorisk. Chicago er et under og der er en helt fantastisk stemning når man går rundt blandt alle skyskraberne. Og arkitekturen er mindblowing.

 


Og nu. Strøm på mobilen på Starbucks. For en halv times tid siden, begyndte det at gå op for mig at jeg stadig ikke har fundet et sted at sove, til en pris jeg kan betale. Jeg har hørt fra et par venner at de bruger Tinder, til at finde steder at sove, når de er ude og rejse. Så med tøven, tænkte jeg: Hmmm, hva faen. Jeg kunne vel gi det et skud. Jeg gik på tinder og swipede til højre, på en spansk looking pige på 23 somre. 20 minutter senere svarede hun og nu ser det ud til at jeg skal mødes med hende og hendes veninder i Logan Square, hvor de skal ud og feste. Spændende. Forhåbentlig finder jeg en sofa at crashe.

Så min plan er pt. – Tag på “Kuma’s Too” og spise. Dernæst op til uptown og rejse tilbage i tiden med et krus øl og live jazz på Green Mill Jazz Club. Skulle være legendarisk. Og området skulle være mindre farligt har jeg ladet mig fortælle. Derfra tager jeg så til Logan Square og hænger med en bunke fremmede tøser. Oh yes. Jeg havde på fornemmeren, da jeg vågnede, at idag ville blive sådan en dag. Okay. Lige 10 minutters mere strøm på mobilen og så er jeg fandeme klar til at få én på opleveren.

Der er noget fuldstændig vanvittigt befriende over denne livsstil. Og så synes jeg lige vi allesammen skal gi’ den op for Starbucks. Hov der kom min latte sgu. mmm. Varme.

Note to self. HUSK DIN TASKE! (Mor ville være stolt.)


Endnu en burger skulle altså til at finde vej til min mave. Burgerbaren her, er legendarisk. De spiller tonser høj heavy metal og Metallica har deres egen signatur burger på menukortet. Jeg valgte husets favorit. Gør jeg altid nye steder.

Adskillige pomfritter senere……

Green Mill. Musikken står knastørt og skærer igennem enhver tanke om alt andet, end at være lige her lige nu. The Green Mill har kastet mig tilbage til Chicago anno 1950.

Efter flere hårrejsende saxofon soli og en trommeslager strammere end…(!) holder bandet en pause. En høj summen fra en helt pakket klub, rammer The Green Mill og snakken går.

Det føles som om jeg ikke er her. Jeg er et spøgelse. Ingen lægger mærke til mig, bortset fra et par blikke fra det modsatte køn hver halve time. Alle aldre er repræsenteret herinde. Der er en speciel stemning. En sofistikeret stemming. Luften er lækker. Alt kan ske. En enlig kvinde sidder på hjørnet af baren mutters alene. Hun er smuk og lige midt imellem tyk og tynd. Helt tilpas. Hun har en stram tætsiddende trøje på, der viser hendes former. Jeg forestiller mig at hun smiler til mig og jeg smiler tilbage. Jeg tager en tår af min franziskaner weissbier og slår tanken ud af hovedet. Jeg savner at ingen ryger herinde. Jeg bliver glad for det i morgen, men lige nu savner jeg at se røgen svæve igennem lokalet.

Bandet går på og alt blir dødstille igen. 45 minutter mere i en anden verden.

Senere: Må. Ha. Sukker. 

Okay. Kl er 1 om natten. Står på en 24 timers “dunkin donuts” i et rimelig shady kvarter, som jeg har taget en Uber hen til efter Green Mill, fordi jeg fik en karaokebar anbefalet, som var alt for pakket og not that great. Jeg holder hovedet koldt og har flere gange overvejet at tage en allnighter. Det kan jo godt lade sig gøre med alle de 24 timers breakfast restauranter, men jeg ender bare med at ha brugt ligeså mange dollars, som det ville ha kostet mig at gå ind på et hotel. Men så igen, nu er det også bare næsten for sindssygt at bruge 250 dollars på at ligge i en seng indtil jeg skal tjekke ud i morgen formiddag. Hmm. På den anden side får jeg det virkelig mærkeligt i morgen, hvis jeg fortsætter natten og morgenen ud. Men på den anden side af den side, prøver jeg min hjerne af og får sikkert oplevet noget skørt i løbet af natten.

Den her dunkin’ donut ligner noget der bliver røvet lige om lidt af to gangstere med guns. Bank under bordet. Sidder helt alene. Rimelig easy hit ville jeg sige.

– Nu googler jeg late night bars.


“The Continental” lyder som et rart sted. Tænker at jeg tager derhen, får en øl og ser på det. Kl er 2. – har lige skrevet med Theis hjemme i Danmark. – Theis har bl.a. skrevet sangen “first like” for stoffer og arbejdet med Medina. Han er sej og han siger jeg skal “passe på basse….”


Okay. Nu går tiden RIGTIG langsomt. Sådan helt vildt langsomt. Står i baren med en stella artois og der er ikk rigtig lige nogen at falde i snak med. “Hi I’m either pulling an all nighter or finding a couch to crash at a strangers place, cause I’m an idiot. Can I crash your couch? No? Ok, Cheers.”

Som natten bliver yngre og yngre, går det op for mig at jeg har taget valget. “All nighter” it is.

Okay nu føles det lidt bedre. Fandt en skide god plads i baren. Sidder og venter på at en gruppe tøser og seje drenge tager mig med i deres drikke leg.

En flok drenge, står bag mig – baren er FYLDT med hipstere. Altså straight up sons of anarchy hipster typer. – det virker så let i filmene at hooke up med folk og falde i snak med folk.

Klokken er 3.35 og det begynder at føles helt okay at sidde her. Jeg blir skubbet til fra højre og venstre, men det føles helt fint. Måske jeg ku tage ned på Navy Pier og se solopgang senere. Jeg ved ikk om jeg gør det her for at demonstrere, om jeg bare er straight up dum, eller hvad jeg laver. Jeg føler at jeg bare sidder og venter på der sker noget der ændrer min aften/mit liv drastisk. Igen. Jeg er et spøgelse. Albuer i hovedet og hænder i siden fra hårde drenge med tatoveringer udover hænder og op af nakke, Svulmende bryster, der ikke er kede af det. Ingen ænser mig. Sidder i en hvirvelstrøm af flydende promiller der blir vildere og vildere. Jeg er fuldstændig ligegyldig i det her sekund. Kunne ikke være mindre. Jeg er et tavst vidne til Guds skabninger der alle har drukket deres hjerner helt væk. Jeg har stadig det meste af min tilbage, selvom denne IPA gør sit bedste. Indimellem bliver jeg nervøs for at en af de her drenge finder det provokerende at jeg sidder og skriver i mine noter på et fremmedsprog, men forhåbentlig bliver jeg ved med at være usynlig.

I am nothing but a mere victim of my songs and stories. And I bet this Chicago night is gonna turn into one.

Albuer i mit ansigt, hænder i siden der skubber. Helt og aldeles usynlig og omringet af mennesker med ansigts tattoos og piercinger.

Måske var det den her oplevelse jeg ledte efter. At føle mig fuldstændig ligegyldig. Ligeså ligegyldig som livet kan føles nu og da. Vi skal alle dø.

En af rockerne bliver mere og mere fuld og min fornuft siger mig at jeg burde skride. Rockeren begynder at skubbe irriterende til mig, som om han prøver at provokere en reaktion ud af mig. Lige da jeg tror at nu sker det, så falder han  i søvn op af mig, jeg tager en akavet tår af min Stella Artois, der er blevet til en IPA, der er blevet til en tarvelig version af Heineken på dåse. Vi skal nok blive rigtig gode venner, ham og mig.


Kl. er 4.09. – måske var det dét der var meningen med denne all-nighter. At ham her rockeren havde noget at støtte sig op af. Jeg kan godt lide ideen om at vi alle er små mekanismer der er sat i verden for at hjælpe og elske hinanden. #truth 😉
Baren lukker nu. Kl er 4.52. – så nu har jeg bestilt en Uber og smutter til pancake House tæt på Lincoln park. Det er sygt koldt! Fuck Chicago. Jeg drømmer mig tilbage til Los Angeles og varme.

Jeg er landet på Elly’s Pancake House. – De spiller George Michael og jeg har lige fået en ordentlig røvfuld sort kaffe. Æg og pandekager er på vej. Det føles som den dejligste morgen i hundrede år og jeg lever.


Kl er 5.47 og nu hvor daggry er på vej, føler jeg lidt at jeg har fået en ny chance for at leve denne dag med. Kaffen rammer lige hvor den skal. Jeg tænker over, hvor mange ting der egentlig kunne ha været gået galt i nat og jeg priser mig lykkelig for at se mørket blive til lys. Det føles en smule mere sikkert. Jeg har det som om nogen har holdt hånden over mig i nat. Tak.


Klokken er 6.49 og jeg har fundet ud af, at jeg er tæt på Lake Michigan, så nu vil jeg gå ned og se solen stå op. Men først må jeg børste mine tænder og vaske mit fjæs på toilettet.

Hjemløs? Easy piecy!


Kl. 07.05 stod jeg klar ved Lake Michigan og lige dér vidste jeg hvorfor jeg var gået igennem denne nat og hvad det var jeg søgte. En ny morgenstund. Jeg smilede over hele fjæset og mærkede solens stråler, der blev fler og fler i takt med sekunderne der tikkede afsted, imens solen strakte sin dovne krop. Tænk engang at få lov at se en dag på ny på denne måde og så i Chicago. Tak skal du ha. Mer’ kan jeg ikk bede om. Jeg føler mig uovervindelig. Jeg går på en betonstrand på vej ind mod downtown og fryser min røv i laser. Træt som en motherfuker, men jeg føler mig uovervindelig. Jeg er som født på ny og jeg skal tisse.




Jeg begynder allerede så småt at overveje, hvad der mon er at finde inde bag beton-kasserne.

Jep. Jeg er i den grad en lille lille Tim, i en stor stor verden.

 
Da eventyret var ved at lakke mod enden og klokken nærmede sig 9 nul dut formiddag, ringede jeg stolt til mine forældre på FaceTime og viste dem byen og de store skyskrabere. Jeg fortalte dem pavestolt fortalte om, hvordan natten havde været i min hule hånd.

Med en stærk følelse af at jeg havde tæmmet Chicagodragen, fortalte jeg mor og far at jeg elsker dem (det føltes lidt mærkeligt at sige. Det har vi ikk gjort meget i, i vores familie.) – men tror det er godt at få sagt. SKU uheldet nu være ude, var det da meget rart at de sidste ord man havde sagt var: “Jeg elsker Jer.”

Og med de ord vil jeg hoppe hen på den nærmeste Starbucks og vente på, at mine venner i forstæderne kan lade mig crashe et par timer, før mit sidste forretningsmøde, inden jeg rejser tilbage til mit L.A. i morgen aften.

De sidste 18 timer føles som flere dage.

Gad vide hvor jeg skal sove henne i nat….. Nå, det må jeg bekymre mig om senere.

——— ENGLISH VERSION ———-

IMG_5270.JPG

A possible opening for a partnership with a businessman in Chicago, had me throw money at a flight to Chicago to do a series of meetings.

I know a band in Chicago and they had welcomed me to sleep with them most of the week.  They live in the suburbs. Approximately 1.5 hours from downtown. For the first time in my life I had to opportunity to sit my ass down on a Harley Davidson. Ruled!

IMG_4943.PNG

Come Saturday, I could no longer sleep with the boys from the band, so I thought; downtown!

I didn’t pay for a ticket to Chicago, just to do business meetings in the suburbs did I? – I was also hoping to get a little adventure under my skin.

So fuck it, a trip downtown, would suit me. And who knows what awaited me?

I got my trusted “Schouexpert” to check out hotels, motels and Airbnb for me. There was nothing available for less than 250 euros. I was at that time already on a train to downtown. Okay. Hmm … So no place to sleep tonight. Fine. I was gonna worry about that later. First, get off in the center and see a little of the city while it was still light out. Millenium Park. Mandatory. Chicago is a wonder and there is a fantastic atmosphere when you walk around all the skyscrapers. And the architecture is mindblowing.

IMG_5271.JPG

And now. Power on the cell phone at Starbucks. Half an hour ago I started realizing that I still haven’t found a place to sleep, at a price I can afford. Hopefully I’ll find a couch to crash later.

So right now, my plan is; – Kuma’s Too for burger and fries. Next, uptown and travel back in time with a mug of beer and live jazz at the Green Mill Jazz Club. Should be legendary. And the area would be less dangerous, I am told. Oh yes. I had a feeling when I woke up that today would be such a day. Okay. 10 more minutes of power on the phone and then I’m ready to go.

There is something completely insanely liberating about this lifestyle.

Note to self. REMEMBER YOUR BAG! (Mother would be proud.)

IMG_5056.JPG

Puma’s Too Burger bar is legendary. They play super loud heavy metal and Metallica have their own signature burger on the menu. I chose the house’s favorite. I always do that with new places.

IMG_5060.JPG

A burger and several fries later……

Green Mill. The music is timeless and cutting through any thoughts about anything else, than being right here right now in the present. The Green Mill has thrown me back to Chicago anno 1950th.

After several harrowing saxophone solos and a drummer tighter than…(!) The band takes a break. A loud buzz from a completely packed club hits The Green Mill and the socializing begins.

It feels like I’m not here. I am a ghost. No one notices me, except for a few glances from the opposite sex every half hour. All ages are represented here. There is a special atmosphere. A sophisticated one. There’s something in the air. Anything can happen. A lone woman sitting on the corner of the bar all alone. She is beautiful and right between thick and thin. Quite perfect. She has a tight-fitting sweater showing her curves. I imagine that she smiles at me and I smile back. I take a sip of my Franziskaner weiss beer and throw the idea out of my head. I miss people smoking in here. I’ll appreciate it tomorrow, but right now I miss seeing the smoke float across the room.

The band goes on and everything becomes deadly silent again. another 45 minutes in another world.

IMG_5277.JPG

Later: Must. Have. Sugar.

Okay. It’s 1am. I’m at a 24 hour dunkin donuts in a pretty shady neighborhood, after the Green Mill. through Green Mill. I keep a cool head and have several times considered taking an allnighter and wait until I can come back to the suburbs the next day and crash. It may well be doable, with all the 24 hours breakfast restaurants.

This dunkin’ donuts looks like something out of a real bad movie with 2 low time thugs coming in with guns, robbing the joint.

I’m about to google late night bars.

IMG_5080.PNG

“The Continental” sounds like a nice place. Thinking I’ll go there, have a beer and think about my next move.

IMG_5278.JPG

Okay. Now time is REALLY slow. Like crazy slow. Standing in the bar with a stella artois and there is no one to to naturally fall into conversation with.

As the night gets younger and younger, I realize that I’ve already made the choice. “All nighter” it is.

Okay now it feels a little better. Found a damn good seat at the bar. A damn good one. Sitting and waiting for a group of girls and cool boys to take me into their drinking games.

A bunch of boys behind me – the bar is FILLED with hipsters and rockers. Like straight up sons of anarchy type of guys. – It seems so easy in the movies, talking to strangers, but everybody has their own groups of people and are not looking to make new friends. That’s for sure. Not this place.

3:35AM – It’s starting to feel quite okay and super normal sitting here. I’m being pushed from side to side. But it feels okay. Maybe I could go down to Navy Pier and watch the sunrise later, or earlier you might say. I don’t know why I’m doing this. I feel that I’m just sitting and waiting for something to happen, for something that will change my evening/my life drastically. Again. I’m a ghost, sitting invisible in the middle of scary “Sons of Anarchy” type of guys, with neck tattoos and piercings all over. Sometimes I get nervous that one of the guys find it provocative that I am writing my notes in a foreign language, but hopefully I’ll continue to be invisible.

I am nothing but a more victim of my songs and stories. And I bet this Chicago night is gonna turn into one.

Perhaps this was the experience I was looking for. To feel completely invisible and oblivious.

One of the bikers are getting more and more drunk and my common sense tells me that I should up and leave. The rocker starts pushing me as if he was trying to provoke a reaction out of me. Just when I think it’s about to go down, he falls asleep up against, I take an awkward sip of my Stella Artois, which has become an IPA, which has become a shoddy version of canned Heineken canned. I’m sure we’ll make good friends, him and I.

IMG_5089.JPG

I landed on Elly ’s Pancake House. – They’re playing George Michael and I just got a beautiful cup of coffee. Black coffee. Eggs and pancakes are on the way. It feels like the best morning in a thousand years, and I’m alive.

IMG_5281.PNG

5:47AM – Now that a new dawn is coming, I feel like I’ve been getting a second chance to live this day. The coffee hits my bloodstream and fuels my brain. I think about how many things actually could have gone wrong tonight and I am very happy to see the darkness turn into light. It feels a bit more safe. I feel like someone’s been watching over me tonight. Thank you.

6:49AM – I found out that I am close to Lake Michigan, so I will go down and see the sun rise. But first I have to brush my teeth and wash my face in the restroom.

Homeless? Easy piecy!

IMG_5305.PNG

7:05 AM – Ready at Lake Michigan and right there I knew why I had gone through that night and what it was I sought. A new morning. I was smiling from ear to ear, feeling the sunbeams caressing my face, as the sun was stretching her lazy body. What an experience to get to see the sun rise like this, in Chicago, after a night that had left my body aching. Being down on fuel like am right now, and then feeling the warmth of the sun, both mentally and physically made me feel invincible. I am reborn by the sun and I have to pee.

IMG_5151.JPG IMG_5153-0.jpg IMG_5156.JPG

I’m walking along the concrete beach towards Navy Pier and looking at the big buildings downtown.

I’m already starting to imagine what adventure might wait for me inside of that concrete jungle.

Yep. I’m indeed a tiny tim in a giant world.

When my adventure was coming to an end and the clock turned 900 in the morning, I proudly called my parents on FaceTime and showed them the city and the great skyscrapers. Full of excitement, I told them about the last 14 hours and how the night had been in my hands.

IMG_5179-0.png

With a strong feeling that I had tamed the Chicago dragon, I told my mom and dad that I love them (it felt a little strange to say. Not something we’re used to in my family, I think it’s a Danish thing. ) – But think it’s good to have said it, imagine something happens it’s nice to know, that the last word you said to your loved ones was : “I love you.”

And with those words, I’ll go to the nearest Starbucks and wait for my friends let me know when I can come back. I’m ready to come back. Crash a few hours before my last business meeting before I go back to my LA, tomorrow night.

The last 18 hours feels like several days.

I wonder where I’m gonna sleep tonight….. Oh well, I guess I’ll have to just worry about that later.

SØMÆND, BAJERE OG EN MORGENSTUND DER HAVDE GULD I MUND.


(ENGLISH VERSION BELOW)

Der er noget over at vågne op på en båd og starte dagen med duften af det friske hav. Jeg var vild med min maritime morgenstund og tænker, at alle morgener burde starte sådan her.

Men hvordan landede jeg på sådan en båd?

Jo nu skal du bare høre. Det hele startede for 10 år siden på Nørrebro, da spillemand Claes Cem så noget i en 17-årig håbefuld nystartet musiker og gav ham en chance på Kaleidoskop’s musik café. 10 år senere uden rigtig at ha’ fulgt op på hinanden eller holdt kontakten ved lige, fandt vi os selv på en båd i Marina Del Rey i Los Angeles, som Claes havde lånt for et par dage. Der blev snakket gamle dage, jantelov, melodunde, P3, musik, drømme, delt en masse tips og mest af alt blev der fortalt et hav(!) af røverhistorier.  (hø hø, det er sjovt fordi vi var på en båd…. i vand… vand. hav. hav. vand. Et hav af røverhistorier. Get it? #Nerdalert)


Jeg loggede ind på min Facebook page og vi gav en spontan akustisk koncert på “Facebook live” og skålede med 200 europæere, der lige var vågnet. (Fremtiden er tripperen.)


Næste morgen stod den på brunch med lækker udsigt til et hav(!) (jeg gjorde det igen) af luksusbåde. Vi aftalte at købe en husbåd sammen, ligesom vi også aftalte at lægge verden ned med vores musik og købe et hus oppe i bjergene. Drømmen længe leve.
Når man er på sådan en rutschebanetur som jeg er på, er det super optur at dele sine tanker med en fellow musiker, der ved præcis hvad man går igennem.
Tak for snakken sømand!

——- ENGLISH VERSION ———

There’s just something about waking up on a boat and start the day with the smell of the fresh sea. I loved my maritime morning and think all mornings should start like this.

But how did I land a beautiful morning like this?

Well let me tell you. It all started 10 years ago on Nørrebronx in Copenhagen when a fiddler named Claes Cem saw something in a 17 -year-old hopeful newcomer and gave him a chance at Kaleidoscope’s music café. Ten years later without really following up on each other nor keeping in touch, we found ourselves on a boat in Marina Del Rey in Los Angeles. A boat that Claes had borrowed for a few days. We talked about old days, the crab mentality, Eurovision, Danish radio, music, dreams, shared a lot of tips and most of all we shared our stories.

The next morning we had brunch with a nice view of luxury yachts and big boats. We agreed to buy a houseboat together, just as we also agreed to conquer the world with our music and buy a house each in the mountains. Long live the dream.

When you’re on a roller coaster ride like I am, it’s so nice to share your thoughts with a fellow musician, who knows exactly what you’re going through.

Thanks for the talk sailor!

   

NÅR JEG FÅR NEDTUR PÅ. – the walk of shame

(ENGLISH VERSION BELOW)
Lige for tiden er det ret frustrerende at være mig.  Der er en masse bolde i luften og løse ender, fordi jeg står og skal træffe en række beslutninger, der får stor betydning for min retning som artist og ikke mindst min platform og lige som jeg tror at NU er den der, så er der en anden retning og en ny mulighed der præsenterer sig, som også kunne være rigtig interessant. Det er det der med at der er ingen der ved hvad der skal ske, ikke engang mig selv. Det fik jeg bare nok af idag, og når jeg får nok og får lidt nedtur på, så har jeg det med at blive en kende selvdestruktiv, så jeg gik på rov efter at ødelægge min ellers så gode og standhaftige nul sukker og fedt diæt. Gik direkte ned på Hollywood Boulevard og fandt den nærmeste Johnny Rockets, fordi de har de bedste Milkshakes in town! Fik en stor fed burger (The original) og en Strawberry milkshake………. Nu snakker jeg jo tit om det her med at være ærlig og fortælle hele sandheden og hele historien, så jeg kan lige så godt fortælle at på vej hen til Johnny Rockets, fik jeg også lige en lille FroYo med Oreo is.

På vej hjem af Hollywood Boulevard, tøffede jeg noget langsomt henover stjernerne på fortovet. Der var ikke meget “walk of fame” over denne gåtur, nærmere walk of shame. Hø hø.

Selvom min indtagelse af fedt og sukker ikke var for børn, så ville min krop ha’ mere. Det var nærmest som om den søgte efter noget. Enten endnu et kick af sukker, eller mærke den her komplette stopklods og det breakdown som man får når man spiser slik og is indtil man ikke kan mere.  Jeg ved ikke hvad det var, men jeg gik ihvertfald på jagt efter donuts! Kunne ikke finde nogen, indtil min roomie foreslog en 7eleven (hvor sølle har man lov at være!?) lidt længere oppe ad Sunset Boulevard. Jeg gik ret så langt for de her skide donuts, selvom min mave var udspilet og jeg stadig kunne mærke jordbær shaken drive ned af væggene på indersiden af min mave.

Jeg vælger 3 donuts. 1 til Nikolai og 2 til mig.

På vej hjem går jeg så forbi den her sindssygt cafe/restaurant, der oser af at være lidt anderledes, fyldt med kunst og et flot stueklaver og så en gut der sad og spillede elguitar og sang. Absolut ingen kunder i biksen, men en stemning af at det var fuldstændig ligegyldigt, fordi kunsten stoppede tiden og blokkede alt andet ude. Jeg kom hurtigt i tanke om at det var DET her der er grunden til at jeg gør hvad jeg gør og jeg ofrer det jeg ofrer, live musikken og at sidde og spille min musik så alt andet falder til jorden og jeg kan mærke en fuldkommenhed fra top til tå og en tilstand af uforurenet lykke.


Så igennem min sukkertåge, så jeg endnu engang alting helt klart. Jeg gik hen og snakkede med ejeren af caféen og fik lov at spille der i løbet af de næste par uger.


Jeg streamer showet live på stageit.com/timschouonline – så følg mig der nu, så jeg kan holde dig opdateret på hvornår præcis det går ned.

Ps. Weekenden fortsætter hvor fredagen startede. Sukkertoget. Nu ikke pga frustration, nu simpelthen bare fordi jeg er en sukkergris og har tænkt mig at nyde resten af weekenden præcis som jeg lyster. Og lige nu lyster jeg donuts cereal med mælk. Haha. Oh Lord praise America. Ja og så en croissant ikk. God søndag hjemme i DK.

————————– ENGLISH VERSION ————————–

IMG_4075.PNG

Frustration. Yup, it’s frustrating being me these days. There are a lot of balls in the air and a lot of loose ends. A lot of decisions to be made. Decisions that will be important for my direction as an artist and not least my platform, and just when I think that NOW it’s there, then there is another direction and a new opportunity that presents itself. No one knows what’s gonna go down right now, and that’s frustrating.

So that’s why today I was like, fuck it, let’s eat icecream and donuts. I tend to get a little self destructive when I get sad or lonely or frustrated, or when I give up for a minute. And I do give up, for a moment sometimes. So I went straight down on Hollywood Boulevard and found the nearest Johnny Rockets because they have the best milkshakes in town! Got a big fat burger (The original) and a strawberry milkshake ………. Now, I talk a lot about being honest, so I might at well come clean and tell ya’ll that on my way there I had a froyo with Oreo cookie and cream flavour. Disgusting, I know. But that was only the beginning.

IMG_4073.PNG

On the way home, I dragged my sugar and fat-loaded body alongside the stars on Hollywood Boulevard. There wasn’t really much “walk of fame” in this walk, more like a walk of shame.

Although I didn’t exactly go easy on the sugar and fat at Johnny Rockets, my body was craving more. It was almost as if I was looking for something. Either another kick of sugar, or looking for that feeling of complete breakdown that you get when you eat sweets and ice until you can’t have anymore. I don’t know what it was, but I went hunting for donuts! Could not find any until my roommate suggested a 7eleven, a little further up Sunset Boulevard. I went far to get these fucking donuts, even though my stomach was full and I still felt the strawberry shake sliding down the walls on the inside of my stomach.

IMG_4077.PNG

I take 3 donuts. 1 for Nikolai and two for me.

On the way home with the guilty donuts, I stumble upon this incredible artistic café/restaurant, filled with art and a beautiful piano and saw a guy who was playing electric guitar and singing. Just like me. (oddly enough) I was the only one there, but it didn’t matter one bit. Because the guitar and the music he was playing stopped time and all there was in this space was beautiful music in a beautiful room. I was reminded that this was it, that’s what it’s all about. This, and nothing else, nothing less, nothing more. Just music.

IMG_4080-0.png

Through my sugarrush, once again I saw things clearly. I went and had a talk to the owner and now I’m playing a gig at that beautiful café any time soon. I’ll make sure to stream it on stageit.com/timschouonline for you guys. Follow me there to stay updated on my next online show.

IMG_4086.PNG

Ps. The weekend continues exactly where Friday started. The sugar train. Now, not because of frustration, now simply because I am a fat sugar pig and ‘m going to enjoy the rest of the weekend exactly as I please. And right now I please donuts cereal with milk. Haha. Oh Lord praise America. Oh and a croissant. Enjoy your Sunday everybody.

IMG_4113.PNG

I BELIEVE IN SPIRITS! ESPECIALLY THE MOUNTAIN ONES.

  

  
Today when I went for a hike I remember stopping at a crossroad. I had 2 choices. I could either do the easy way down or I go even higher and hike for like 1 hour longer. I chose the long hike and went for the top. Of course.
On my way up I start thinking about my goals and dreams and how to achieve the things I want in life. 

I start doubting my decisions in life etc. you know as you sometimes do. I think about how to make my craft even better than it is, to really stand out to make it.  All kinds of thoughts run through my mind as I get closer to the top. 

I arrive to the top and go to the very end of the view point to look over the city, the valley and with a view to Hollywood and Downtown. Nobody’s there except for me.
I turn around to walk back, I stop as I feel someone’s behind me. Weird, cause I didn’t see anyone pass me. At the end of that view point I see this guy crouching and stretching. He’s turned with his back to me and just says “hey buddy, what’s your name?” – He reaches out his hand to say hi as I tell him my name. Then out of the blue he says; 

“It’s not about what you are trying to do or the things you’re trying to do better and be better at, it’s about who you are. Cause it’s already in you. The reason why you are gonna succeed is because of who you are. You already got it. I feel that In you and I see it. So start embracing that and everything will start happening for you, cause you already got it. So just be who you are and have an awesome day.” 

He asks me what I do for a living and I tell him I’m a recording artist and singer/songwriter trying to break through with my music. He says: “don’t worry, you’re closer than you think.” 

I thanked him for his words and started hiking back down, wondering where the fuck this guy came from, I didn’t see him nowhere on the way up. 

Maybe a mountain spirit. 

Spirit or not, I needed to hear this today and once again, the mountain provided me with just what I needed, to continue this hike of a dream.  

  

  

HER FÅR MAN MAD TIL SJÆLEN. RAMEN!  


På hjørnet af Martel Avenue og Sunset Avenue ligger “Urban Ramen.” Det er mit stam-japanersted. Der kan jeg godt lide at være. Her får man mad til sjælen. Ramen! 

  
Men det jeg elsker allermest, er at de viser denne her super gamle japanske retro tegnefilm. Jeg tror efterhånden jeg har set alle afsnittene. 

  
Tegnefilm. Tegnefilm får mig ganske enkelt til at slappe af. Jeg ryger lige direkte tilbage i familiens skød, foran fjerneren fredag aften med slikskåle og hele pivtøjet til Disney sjov. 

Så her sidder jeg altså tit og planlægger en snedig plan for mit næste skridt. Igen!