"A new beginning" - Mens vi venter....

BLAST FROM THE PAST – Fuck, hvor jeg savner mine drenge!

Det er så tungt et emne for mig det her, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at brække det ned. Hvis der er noget jeg kan blive ked af, så er det tabt kærlighed og tabt potentiale. Tilsammen havde vi noget helt specielt. Vi var noget helt særligt….. Både for os selv og for andre.

Før du læser videre, kan jeg fortælle dig, at hele indlægget har taget mig ca. 12 timer at skrive og det kommer til at tage dig ca. 5-10 minutter at læse + 1 times fjernsyn, hvis du altså ser videoerne, jeg har fundet frem til dig. Er du klar på det? – Here we go.

A FRIEND IN LONDON. 4 drenge der mødte hinanden på en efterskole, blev venner, dannede et band og indgik en pagt om at erobre verden og blive gamle sammen.

– Jeg har siddet hele natten og set en bunke, af de AFIL TV afsnit, jeg har lavet og lagt på youtube gennem årene, og er blevet en smule (meget!) rørstrømsk, over mine 3 bedste venner, som jeg næsten aldrig ser mere. Vi snakker altså mennesker, som jeg var sammen med døgnet rundt i ca. 8 år.
Men i stedet for at være ked af det, vil jeg hellere prøve at mindes vores vanvittigt fede rutschetur, de drømme og mål vi satte os og mange af dem, i allerhøjeste grad, fik nået. Jeg har valgt nogle afsnit ud af min føljeton “AFIL TV”, som endte på 6 sæsoner, med omkring 100 afsnit ialt. Jeg vil prøve at fortælle historien om AFIL fra start til slut. (Håber I ser/læser med drenge, nu hvor vi ikke kan få taget os sammen, til at mødes alle 4 og se AFIL TV marathon.)

Det første afsnit jeg vil vise, er fra vores tid i Düsseldorf, under Eurovision 2011. Det giver et meget godt indtryk af, hvilket cirkus det var. Og vi elskede hvert sekund. Èn stor bobbel af kærlighed. Bonusinfo: Til allersidst i afsnittet da vi er på vej hjem ude i lufthavnen, var jeg så pattestiv, at man slet ikke forstår det, haha. Det skal lige siges, at jeg ikke drak op til showet 😉
Her er AFIL TV – SÆSON 3 – EPISODE 1.

HVAD SKETE DER EGENTLIG EFTER DMGP? Den korte version er; Vi vandt det danske melodi grand prix i 2011, efter 6 års knoklen herhjemme og i Canada, og derfra begyndte det vel egentlig at gå ned af bakke, dog efter et par gode år på turné rundt i Europa. Men det var som om, at sejren i DMGP og 5. pladsen i Eurovision, skulle vise sig at være det sidste “high,” vi skulle opnå sammen som band. Medierne og mest branchen, havde en negativ effekt på det, vi egentlig havde sat os for, musikalsk og som band. Lige pludselig blev vi grebet af idéen, om at slå igennem for alvor. Man kan vel sige vi blev grådige og for ivrige, og istedet for at holde fast i vores egen musik og sound, begyndte vi så småt at tage sange ind, vi ikke selv havde skrevet og vi lyttede til, hvad andre syntes vi skulle indspille og hvordan det skulle lyde, hvilket resulterede i, at vi endte med en plade, som stod lidt imellem 2 stole.

EN KARRIERE I CANADA. Lige inden vi fik tilbuddet om at deltage i DMGP, stod vi faktisk med en fod halvt inde i Canada, hvor vi havde turneret et par gange om året, siden 2009 og havde nærmest besluttet os for, at flytte til Toronto. Men vi valgte at udskyde Canada, og sige ja til DMGP for at give Danmark et sidste skud, og ikke mindst os selv en sidste chance, for at blive set og hørt i vores eget hjemland. (Den kæphest vil altid være der… at blive hørt, set og accepteret i sit eget hjemland, også selvom DK er så lille et land ifht udlandet.) – Jeg synes her, det ville være passende at vise det allerførste afsnit fra føljeton’en. Så her er AFIL TV – SÆSON 1 – EPISODE 1, fra tidligt efterår 2010.

BLEV VI SÅ SET OG HØRT I VORES HJEMLAND? Det synes jeg bestemt vi gjorde og der var noget helt fantastisk i, at gå fra at være et potent undergrunds indie band, til at være et kommercielt pop band, på fornavn med familien Danmark. Det kunne noget helt specielt. Jeg har fundet dette afsnit frem, som er fra en aften i Parken, hvor ‘Take That’ måtte aflyse en koncert og en masse skuffede Take That fans, fik en uventet oplevelse, ligeså vel som vi fik den, måske, vildeste oplevelse til dato. FUCK DET VAR FEDT. Det var lige præcis det her, vi vidste Grand Prix kunne give os. En tæthed med et publikum, som vi vidste vi kunne give, til de mennesker vi havde forsøgt at komme ud til, i så mange år før. Og tæt må man sige det blev;) – Til jer der var der den aften; af hjertet tak.
Her er AFIL TV – SÆSON 3 – EPISODE 6.

FORTRYDER DU/I DELTAGELSEN I DMGP? Nej nej nej og atter nej! Der er ikke noget jeg er mere stolt af end at være gået mod strømmen og ha’ været med til at skubbe til nogle normer og grænser, man som indie band “bare ikke gør,” vel vidende at det kunne have fatale omkostninger for vores brand og image – og det var skørt at mærke at vores omgivelser og branchen havde så svært ved at acceptere os og vores seriøsitet omkring musikken efter vores deltagelse i Grand Prix, for det kan man åbenbart ikke være, når man stiller op i så kommercielt et show og så mange mennesker ligepludselig ved hvem man er. Nej så er det sejere, at stå og gemme sig væk i en kælder, og spille for 10 mennesker. Et godt eksempel på, hvordan branchen havde svært ved at acceptere vores plads herhjemme i Danmark, som et seriøst pop rock band, var da vores booking-selskab pitchede os til Tivoli fredagsrock og vi fik et blankt nej, før de overhovedet havde taget stilling til vores musik. De lavede efterfølgende en afstemning på deres facebookside, om hvem deres fans gerne ville se, i den kommende sæson. Vi var selvfølgelig ikke med som en af de artister, man kunne stemme på, men det var der nogle fans der lige pludselig brokkede sig over og Tivoli valgte at føje dem, og smed os så på listen. Der skete det fantastiske, at vi med flere hundrede stemmer, vandt over artister som Medina, DAD, Bruno Mars, Rihanna osv. Tivoli var derfor nødt til at tage os med på plakaten. På pressedagen, hvor alle navne skulle offentliggøres og Medina lige havde spillet, skulle de til at præsentere os og det lød sådan ca. således: “Ja og det næste navn vi skal præsentere er “A FRIEND IN LONDON”, og grunden til at VI har valgt at tage dem med i år, er at VI gerne vil støtte dem i, at komme ud af denne her Grand Prix skygge.” – og der stod vi så, og lignede nogle der var flove over vores deltagelse i DMGP, og iøvrigt var det jo simpelthen familien DK, der havde valgt at vi skulle spille til fredagsrock, og ikke arrangørerne.

Jeg vidste jo godt at vi ville blive “dem fra Grand Prix”, da vi sagde ja til at være med…. men og HVA’ SÅ? –  Hvorfor skal det være en negativ ting? Vi ville da gerne være dem fra Melodi Grand Prix!? Hvis man har talent, er dygtig nok og kæmper 100% for det og viser seriøsitet omkring det man laver, så burde et udstillingsvindue, som Grand Prix, ikke være noget der skulle kunne begrave en kunstner, så burde det få lov at stå alene og skinne igennem formatet. Jeg vælger at kalde det musiksnobberi, med hang til voksenmobning. Nå, men endnu engang, havde vi altså bøjet “reglerne” og fået lov at komme med, som et seriøst band, på en forholdsvis dansk legendarisk scene. Det var en dejlig aften, men en noget ambivalent følelse, at stå og spille en koncert et sted, hvor man godt vidste at der var nogle mennesker, der ikke mente man var værdig til den plads, og igen måtte vi bare rette vores opmærksomhed til familien Danmark, som i den grad mente at vi var værdige. – En sidebemærkning ku’ være, at der efterfølgende blev skrevet en mavesur anmeldelse af koncerten, hvor der bl.a. stod at der næsten ikke havde været nogen mennesker til koncerten, og at vi var et flop. Jeg foreslår, at du spoler frem til 4.30 ca. og ser de smukke “næsten ingen mennesker” –  TAK DK.

Her er AFIL TV – SÆSON 5 – EPISODE 6.

BACKSTREET BOYS, SAY WHAT? Så vi vidste altså godt, at der var en masse døre, der ville lukke på visse radio kanaler og spillesteder i Danmark, hvis vi sagde ja til Grand Prix. Men vi vidste også, at det kunne være vores springbræt til en masse fantastiske oplevelser, især i udlandet og det var netop det der skete. Udover at udgive en duet med, (på det tidspunkt) verdens største pop artist Carly Rae Jepsen (‘Call me maybe’), en sang jeg selv havde skrevet, og at spille vores egen koncert for 65.000 mennesker på Malta, (SE HER) kom vi bl.a. også med på en stor Europa turné som opvarmning for Backstreet Boys og New Kids On The Block. Og selvom det måske var et lidt skørt match, så var det lige dér, vores største drøm gik i opfyldelse. Vi spillede de største arenaer rundt i Europa for 20.000 mennesker hver aften, inkl. den legendariske O2 Arena i London, UK. Og der snakker vi altså før vi overhovedet havde udgivet noget album endnu. Det var helt fantastisk. Vi turnerede i en kæmpe sovebus, med discokugle og playstation og hele molevitten. Der vidste jeg at vi havde ramt rigtigt. Og ligemeget hvad der ville ske, så havde vi lige dér fået vores drøm opfyldt, om ikke andet fået en lille bid af den. Det gjorde mig lykkelig. Jeg har valgt en video uden for føljetonen, vores musikvideo til “Get rich in Vegas” – den er et ret godt recap af turens vibe og ånd, og nåhr ja, så er Donny Wahlberg med i den i 2 sekunder. Jep, Mark Wahlberg’s bror! (SCOOP!)

HVORFOR STOPPEDE VI? Hmm, det skete sådan set i etaper, i tråd med at det var svært at holde vores momentum oppe, når vi ikke havde sange der blev spillet på radio osv. Aske (basisten) var den første der ville forlade bandet, af flere grunde. Han kunne ikke se sig selv i det længere. Vi startede som et indie band og var nu pludselig blevet et kommercielt popband og havde fået kendte ansigter, med fans der vidste hvad vi fik at spise til morgenmad og hvilken farve underbukser vi havde på. Det var ikke lige hans kop te, overhovedet. Men mest af alt, var musikken begyndt at tage en retning, som han ikke kunne se sig selv spille mere. Vi fortsatte ufortrødent med en ny basist til live koncerter, men inden længe meldte Esben, (trommeslageren) at han også gerne ville ud, for at begynde sin egen solokarriere, som sangskriver og artist. Jeg husker tydeligt den dag han kom og sagde det til mig og Sebastian (elguitaristen). Det var ironisk nok på vores gamle efterskole, Vostrup, hvor vi skulle spille en koncert. Han startede med: “Drenge, der er noget jeg har tænkt meget over og som jeg er nødt til at få sagt…” – Inden han nåede videre, trillede tårene ned af mine kinder og jeg kan bare huske, at jeg fik sagt “Nej, nej, nej, nej… det siger du ikk det der…” hvorefter jeg skyndte mig ud af rummet. – Min hjerne var super forvirret, mit hjerte bankede derudad, og jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg havde aldrig følt mig mere svigtet end lige der. Mine drenge, mine bedste venner og på det tidspunkt, måske mine eneste venner, var ligeså stille igang, med at forlade den “synkende skude”, for at starte nye projekter, som de troede mere på, end de troede på mig og vores band. I sidste ende og set i bakspejlet, har vores endeligt nok været min egen skyld til en vis grad. Jeg havde fra day one trukket os i en mere poppet og kommerciel retning, end de måske var klar over og egentlig havde lyst til. Jeg fik os overtalt til at tage nogle kommercielle valg, såsom Grand Prix’et, som de nok aldrig ville ha taget, hvis jeg ikke havde skubbet på, og til sidst men ikke mindst, har jeg helt sikkert været en stor mundfuld at være i band med, især den sidste tid. (Det er en helt anden historie, men der må jeg ha’ været a pain in the ass. Sorry drenge!) – Men jeg vælger at tro på at det var det her der har hele tiden havde været meningen for os som band og at det var præcis det her vi havde sat os for som drenge på 15-16 år. En pagt om at erobre verden, og turnere den tynd med vores musik, og i en alder af 24 gjorde vi det….. For en stund. Nu er vi hver især, gået videre med vores egne projekter, indenfor musikken. Vi har det godt allesammen og jeg tror at vi alle føler at vi er i vores rette element. Det allervigtigste i denne historie er at vi ikke splittede som uvenner, tværtimod. Vi forblev det, som vores filosofi og navn lagde op til, nemlig verdens bedste venner, der gik igennem ild og vand sammen. Og det vil vi altid være, ligemeget hvor lidt vi får set hinanden. Drenge! – Vi gjorde det! <3

MEN JEG KU’ IKKE GI’ SLIP. Da Aske, Esben og Sebastian mere eller mindre havde forladt bandet, havde jeg meget svært ved at slippe mit livsprojekt A FRIEND IN LONDON, og jeg prøvede derfor efterfølgende, at køre navnet videre med nogle nye musikere, med mig selv som ansigtet på AFIL udadtil. Det kom der en sindssyg fed turné ud af i Tyskland inkl. en support koncert for “Simple Plan” i Wien. Det var en vanvittig ting, at skulle forholde sig til, at turnere med 3 nye mennesker, når man har haft sine bedste venner ved sin side hver dag i 8 år, og det kom der en ret fin dokumentar ud af. Den skiller sig ud fra AFIL TV, men hvis du har tid, synes jeg du skal sætte den på. Jeg bilder mig selv ind at det er ret spændende og perfekt til en aften hjemme i sofaen. Den er filmet af min storebror, Jacob Schou, og jeg har selv redigeret den.
Her er “A new beginning.”

HVA’ SÅ NU? Ja, det lod til at folk/fans havde svært ved at forstå, at det nu kun var mig der var A FRIEND IN LONDON og at det ikke længere var et band, som en helhed. Og derudover havde jeg brug for, sammen med de originale drenge, at lægge AFIL på hylden mens vi stadig havde “æren” i behold, og sammen med dem, sige tak for en fantastisk og surrealistisk tid. Så jeg valgte at sige stop, for så at fortsætte i mit eget navn. Nu har jeg så været igang med min solo karriere, som TIM SCHŌU (som iøvrigt udtales shoe i udlandet;) – Udgivet mine første 2 singler som solo artist, “Supernova” og “Goodbye” – Jeg har brugt en del tid i Los Angeles, hvor jeg har boet et par måneder om året. Indspillet og skrevet ny musik og været usandsynlig tæt på at blive signet derovre på et stort label, og det er en længere historie, som du kan komme helt tæt på, hvis du følger med her på bloggen. Jeg har nemlig dokumenteret alle mine eventyr i LA og hvor jeg ellers er kommet på min vej mod drømmene. Jeg har tænkt mig at udgive små bidder af de eventyr, lige her.

Ved siden af musikken, har jeg spillet en række roller og hovedroller herhjemme, i dansk musikteater og sunget på/lagt stemme til et par Disney film.
En masse drømme er gået i opfyldelse og det bedste ved det hele er, at jeg har mange flere endnu!

“Shoot for the moon and somehow, you will land among the stars.” – og hvem ved, måske man skulle stille op i Melodi Grand Prix igen, som solist og på den måde for alvor omfavne familien Danmark, og én gang for alle blive……. (trommehvirvel)…… “HAM FRA MELODI GRAND PRIX” – #NoRegrets – haha.

   

Næste indlæg

"A new beginning" - Mens vi venter....