WARNER BROS. OG JEG FORKÆLER MINE KÆRE LÆSERE. BARE FORDI.

images

Okay. I er måske ved at kede jer over mine tørre amerikanske eventyr, her på bloggen og har sikkert tit tænkt; “hvornår fanden får vi noget “free stuff?”

Det gør I nu. Eller én af jer gør.

Hjemme i DK er der nemlig snart premiere på den nye film “CREED” – Og ja, det betyder ikke mindre end at: SYLVESTER STALLONE ER TILBAGE SOM ROCKY! – Jeg elsker film, og Rocky er legendarisk, så det er mig en fornøjelse at kunne fortælle at Warner Bros. har givet mig lov til at udlodde en præmiepakke til mine følgere/læsere.

Præmiepakken indeholder en masse merchandise bl.a. sweatshirt, sjippetorv, laundrybag (formet som en boksesæk), boksehandsker mm. + 4 fribilletter, så du kan tage tre venner med i biografen og se filmen når du har lyst.

Jeg trækker lod mellem alle der kan fortælle mig, hvor gammel Sylvester Stallone er. Kommenter herunder på indlægget og deltag. Husk at skrive dit fulde navn eller hvordan jeg kan kontakte dig i tilfælde af at du vinder. Konkurrencen kører indtil mandag d. 30. november, hvor jeg trækker lod mellem alle rigtige svar.

Altså; Hvor gammel er Sylvester Stallone? Kommenter på indlægget herunder. Vinderen får direkte besked.

Filmen har premiere d. 3. december og du kan se traileren her: https://youtu.be/Xwn0Ah48Mps og et par billeder fra filmen herunder. Rocky er flyvende!

CRD-03207 CRD-03727 CRD-02874r_e76373b9-b718-e511-9453-067fa60ebf96 CRD-02532 CRD-01615r

DEN DAG JEG FLYTTEDE IND I ET CRACK HOUSE.

IMG_7308

“Your room is ready for you” – var den sidste besked jeg havde fået fra min nye udlejer i Santa Monica.

Jeg var på skideren og havde brug for at finde et sted at bo ASAP, tættere på hollywood end Laguna Beach, som jeg lige havde tilbragt en uges tid i. Heldet tilsmilede mig og det lykkedes mig i løbet af 24 timer at finde et værelse, med egen indgang. Min mor siger at jeg er født under en heldig stjerne, og endnu engang måtte jeg konstatere at hun havde ret. Værelset kunne jeg få for en slik, nemlig 20 dollars per nat.

Jeg ankom til adressen i Santa Monica om aftenen i komplet mørke. Huset stod stort og faldefærdigt og lignede noget fra et Scooby Doo afsnit. På den store havelåge af metal, var der sømmet skilte fast med advarsler som; “BEWARE OF DOG” og “CAUTION” – Jeg havde fået at vide at jeg skulle gå bagom og ikke måtte gå igennem hovedindgangen, så jeg fik slæbt al min bagage op af dørtrinene, op til den noget uvelkomne låge og fik lirket mig ind. Med guitaren og tasken på ryggen, den anden guitar, kuffert og forstærker i hænderne, gik jeg bag om huset af en tilgroet sti. Der var helt mørkt, og BANG! – En rive smækker op i hovedet på mig, jeg når dog at tage fra med hænderne. Chokket og larmen fra uheldet gør at jeg ligepludselig ikke synes det er særlig fedt at være mig. Tænk hvis jeg havde vækket nogen jeg ikke måtte vække, af samme grund som jeg ikke måtte gå ind af hovedindgangen.

Jeg fortsætter min mission om at finde mit værelse, som jeg havde fået at vide stod åben. Lige pludselig hører jeg noget i det mørke krat længere fremme. Det lød som en hund og jeg blev stiv som et bræt. Jeg husker pludselig skiltet, hvor der stod “BEWARE OF DOG.” Jeg prøver forsigtigt med venlige lyde, at lade den helt sikkert store rottweiler, med skarpe tænder og nittehalsbånd, vide at jeg er helt harmløs, imens den kommer tættere og tættere på. Hunden viser sig at være en sød lille cockerspaniel, der bare er kommet for at sige hej. Jeg ånder lettet op, men mit hjerte sidder stadig oppe i halsen. Endelig finder jeg om bag huset og ser en kæmpe terrasse. Jeg får snusket mig hen til den bagerste dør, som efter sigende skulle være mit nye værelse.

Jeg går ind og prøver at danne mig et indtryk. Det var ikke svært. Værelset var fuldstændig bombet og beskidt, som mit eget værelse hjemme i Danmark aldrig havde været det før. Aldrig nogensinde. Jeg tager en dyb indånding og husker mig selv på et af mine ordsprog; “I am nothing but a victim to my songs and stories.” – Jeg er her for at inspirere mine sange og historier.

Jeg forstår hurtigt, at det her ikke er mennesker, der har den normale opfattelse af “Your room is ready for you.” Jeg står i et lille bitte møgbeskidt rum, med gamle plettede lagner og dyner på sengen. Jeg tør ikke helt gå igang med at rydde op. Er bange for hvad jeg støder på af ting og sager. Pludselig hører jeg et brøl inde fra den anden side af min væg. Med et nysgerrigt øre til væggen, lægger jeg to og to sammen og konkluderer, at det er en mand der snorker kraftigt.

Jeg får sat mine ting på gulvet og åbner døren ud til en gang, får et kæmpe chok da det første jeg ser, er mit spejl billede i et smadret spejl, der står lige foran min dør.

Jeg går forsigtigt rundt i det store knirkende, faldefærdige hus og prøver at orientere mig, mens den store brølen runger i hele bygningen. 2 hunde ligger og chiller inde i en stue i skæret fra en gadelygte. Jeg siger hej på engelsk til de to hunde og en stemme svarer hej tilbage. Med et lille gisp, vender jeg mig hurtigt om, for at forstå hvor lyden kommer fra. Et lagen bliver trukket til side inde fra et af værelserne og en kvinde rækker hånden ud fra mørket og siger; “Who are you?” – Jeg forklarer at jeg skal overtage Taylor’s værelse. Hun byder mig velkommen og rejser sig. Ud af mørket træder en lille spinkel hippie agtig kvinde, på velsagtens 50 år. Hun begynder at vise mig rundt. Vi går op af trappen til hendes søns værelse, som har venner på besøg. Der er en tyk tåge af røg. Den gode slags. Jeg rækker hånden ud til dem én efter én. De er alle super høflige og super skæve. Jeg kigger på moderen en ekstra gang, og det går op for mig at hendes sløve respons og uhyggelige stemning, bare var fordi hun også var skæv. Selvfølgelig. En splif bliver sendt på runde, som var det det mest naturlige i verden, mens de allesammen spørger interesseret ind til min musik. Moderen spørger høftligt om jeg vil ryge, jeg takker pænt nej.

Jeg siger tak for velkomsten og går ned på mit værelse i håbet om at det ikke var så slemt, som jeg husker det for 15 minutter siden. Det var det. Jeg står og kigger håbløst på det beskidte gulv og de smadrede vægge. Skriver så til en ven for at dele det med nogen. Hun svarer; “Oh so basically you moved into a crackhouse.” – Det kunne hun jo ha’ ret i. Hun sagde, at jeg godt kunne se at komme ud derfra, men jeg svarede at jeg lige ville give det en chance; “Okay, but make sure you check for bedbugs before you sleep in that bed.” Jeg dør af rædsel og kigger skræmt over på den uredte seng. Jeg er faktisk lidt af en bangebuks, når det kommer til stykket. Jeg får tjekket sengen, som hun siger jeg skal og det lader til at jeg kan se mig fri for bedbugs, hvad end det så er.

En kat kommer spankulerende ind på mit værelse, som om den ejer det hele. Det er ikke nogen helt almindelig kat, den minder om et fabeldyr fra “Narnia” – Jeg beder den høfligt om at skride ud fra mit værelse. Jeg har det ikke så godt med katte, medmindre det er killinger. Jeg får lokket den ud og lukker døren efter den og drejer låsen.

Jeg overvejer et kort sekund om jeg skal smutte herfra, finde et andet sted og bede om mine penge tilbage. Jeg tager en rask beslutning og får fat i en kost og begynder at gøre rent.

Nu, et par dage senere, virker det hele lidt mere hjemligt og ikke så uhyggeligt som i starten. Drengene ovenpå er top venlige, råber hver gang de scorer en touchdown og deres gulv som er mit loft, er godt og grundigt utæt, så der dufter tit af jul og kager. Lili, som moderen hedder, råber engang imellem ind til mig at hun elsker når jeg spiller på guitar. Hun siger “DET LYDER RIGTIG GODT.” – Brølet inde ved siden af, er blevet en del af min daglige rytme og jeg kan spille musik lige så højt jeg vil, når jeg vil. Narnia-katten er stadig et mysterium og jeg forstår ikke hvad den laver her, ingen af de andre synes at kendes ved den. Jeg syntes godt nok også at der var et eller andet spøgelses agtigt over den. De to hunde er blevet mine bedste venner og jeg bor længere væk fra det hårde drug-miljø nede ved 7th + main end så mange andre gør. Og det kan godt være at mor og børn er skæve engang imellem, men jeg har hørt dem komme hjem fra skole hver dag og mor plasker dem til med kærlighed og spørger hvordan deres dag har været. Så alt godt, her fra mit vidunderlige faldefærdige crackhouse i Santa Monica.

Tingene er ikke altid som de ser ud, når bare man kommer lidt tættere på.

 

NÅR VERDEN RAMLER. / WHEN THE WORLD GOES DOWN IN FLAMES.

IMG_6981.PNG

(ENGLISH VERSION BELOW)

Det her er mine skyklapper, mit skjulested fra verdens onde sjæl og terrorisme. Det her er min måde at bede for Paris på og jeg dedikerer dette indlæg til fredag d. 13. November 2015, hvor hele verden ramlede. Igen.

– Jeg er i den mest komplicerede, og til tider værste branche i verden og jeg har på ingen måde fundet hjem i min musik endnu.

Nogle gange kan jeg ikk bunde. Andre gange kan jeg ikke trække vejret. Flest gange bliver jeg løjet overfor. Og indimellem får jeg stukket en kniv i ryggen.

Den sidste meget lange tid, har I set masser af glade updates fra mig, nogle gange så glade at det næsten er til at brække sig over. For hvordan kan det lade sig gøre at være så glad og taknemmelig hele tiden?

Her er der en række billeder jeg har taget de sidste par dage og de forklarer en stor del af hvordan jeg kan rende rundt og være så glad, i en branche og en hverdag fyldt med tvivl, usikkerhed, uendelig mange ensomme timer og længere end langt til et endeligt resultat.

Billederne er fra den sidste uges tid alene i mit lille tossede liv som sanger og sangskriver, i kronologisk rækkefølge. Fordi billeder siger mere end tusind ord. Uden filter, mind you.

Nogle gange, især nu, har vi brug for at se verden som jeg har set den, den sidste stykke tid. Så tag dig tid og glo væk, gem dig i en smuk verden af solnedgange og en farvelade-bombe af blomster, malerier, træer og balloner. Og imens du lytter til havets stille sang, så send en lille tanke til Paris. Tak.


 
 

 







 








 








——— ENGLISH VERSION ———

This is my blindfold, my hideaway from the world’s evil soul and terrorism. This is my way of sending my love and thoughts to Paris. I dedicate this blog post to Friday 13th of November 2015, Paris and the ones who lost their innocent lives and those they left behind.

– I’m in the world’s most complicated and sometimes worst business in the world and I have definitely not found home in my music just yet.
Sometimes I can’t breathe. Other times my heart breaks. Most times, I get lied to and once in a while I get stabbed in the back.
But then how can I keep that, sometimes annoying, smile on my face?
Here’s some photographs I took the last couple of days and they shine some light on why I’m so happy and at peace with myself most of the time, in a business full of doubt, insecurity, endless hours of loneliness and farther than far to a finished result.
Sometimes, especially now, we need to be reminded that there is still beauty in this world. So go ahead and see the world through my eyes, hide away in sunsets, trees and paintings. And please, while you do so, send a thought to Paris. Thank you.