NÅR VERDEN RAMLER. / WHEN THE WORLD GOES DOWN IN FLAMES.

DEN DAG JEG FLYTTEDE IND I ET CRACK HOUSE.

IMG_7308

“Your room is ready for you” – var den sidste besked jeg havde fået fra min nye udlejer i Santa Monica.

Jeg var på skideren og havde brug for at finde et sted at bo ASAP, tættere på hollywood end Laguna Beach, som jeg lige havde tilbragt en uges tid i. Heldet tilsmilede mig og det lykkedes mig i løbet af 24 timer at finde et værelse, med egen indgang. Min mor siger at jeg er født under en heldig stjerne, og endnu engang måtte jeg konstatere at hun havde ret. Værelset kunne jeg få for en slik, nemlig 20 dollars per nat.

Jeg ankom til adressen i Santa Monica om aftenen i komplet mørke. Huset stod stort og faldefærdigt og lignede noget fra et Scooby Doo afsnit. På den store havelåge af metal, var der sømmet skilte fast med advarsler som; “BEWARE OF DOG” og “CAUTION” – Jeg havde fået at vide at jeg skulle gå bagom og ikke måtte gå igennem hovedindgangen, så jeg fik slæbt al min bagage op af dørtrinene, op til den noget uvelkomne låge og fik lirket mig ind. Med guitaren og tasken på ryggen, den anden guitar, kuffert og forstærker i hænderne, gik jeg bag om huset af en tilgroet sti. Der var helt mørkt, og BANG! – En rive smækker op i hovedet på mig, jeg når dog at tage fra med hænderne. Chokket og larmen fra uheldet gør at jeg ligepludselig ikke synes det er særlig fedt at være mig. Tænk hvis jeg havde vækket nogen jeg ikke måtte vække, af samme grund som jeg ikke måtte gå ind af hovedindgangen.

Jeg fortsætter min mission om at finde mit værelse, som jeg havde fået at vide stod åben. Lige pludselig hører jeg noget i det mørke krat længere fremme. Det lød som en hund og jeg blev stiv som et bræt. Jeg husker pludselig skiltet, hvor der stod “BEWARE OF DOG.” Jeg prøver forsigtigt med venlige lyde, at lade den helt sikkert store rottweiler, med skarpe tænder og nittehalsbånd, vide at jeg er helt harmløs, imens den kommer tættere og tættere på. Hunden viser sig at være en sød lille cockerspaniel, der bare er kommet for at sige hej. Jeg ånder lettet op, men mit hjerte sidder stadig oppe i halsen. Endelig finder jeg om bag huset og ser en kæmpe terrasse. Jeg får snusket mig hen til den bagerste dør, som efter sigende skulle være mit nye værelse.

Jeg går ind og prøver at danne mig et indtryk. Det var ikke svært. Værelset var fuldstændig bombet og beskidt, som mit eget værelse hjemme i Danmark aldrig havde været det før. Aldrig nogensinde. Jeg tager en dyb indånding og husker mig selv på et af mine ordsprog; “I am nothing but a victim to my songs and stories.” – Jeg er her for at inspirere mine sange og historier.

Jeg forstår hurtigt, at det her ikke er mennesker, der har den normale opfattelse af “Your room is ready for you.” Jeg står i et lille bitte møgbeskidt rum, med gamle plettede lagner og dyner på sengen. Jeg tør ikke helt gå igang med at rydde op. Er bange for hvad jeg støder på af ting og sager. Pludselig hører jeg et brøl inde fra den anden side af min væg. Med et nysgerrigt øre til væggen, lægger jeg to og to sammen og konkluderer, at det er en mand der snorker kraftigt.

Jeg får sat mine ting på gulvet og åbner døren ud til en gang, får et kæmpe chok da det første jeg ser, er mit spejl billede i et smadret spejl, der står lige foran min dør.

Jeg går forsigtigt rundt i det store knirkende, faldefærdige hus og prøver at orientere mig, mens den store brølen runger i hele bygningen. 2 hunde ligger og chiller inde i en stue i skæret fra en gadelygte. Jeg siger hej på engelsk til de to hunde og en stemme svarer hej tilbage. Med et lille gisp, vender jeg mig hurtigt om, for at forstå hvor lyden kommer fra. Et lagen bliver trukket til side inde fra et af værelserne og en kvinde rækker hånden ud fra mørket og siger; “Who are you?” – Jeg forklarer at jeg skal overtage Taylor’s værelse. Hun byder mig velkommen og rejser sig. Ud af mørket træder en lille spinkel hippie agtig kvinde, på velsagtens 50 år. Hun begynder at vise mig rundt. Vi går op af trappen til hendes søns værelse, som har venner på besøg. Der er en tyk tåge af røg. Den gode slags. Jeg rækker hånden ud til dem én efter én. De er alle super høflige og super skæve. Jeg kigger på moderen en ekstra gang, og det går op for mig at hendes sløve respons og uhyggelige stemning, bare var fordi hun også var skæv. Selvfølgelig. En splif bliver sendt på runde, som var det det mest naturlige i verden, mens de allesammen spørger interesseret ind til min musik. Moderen spørger høftligt om jeg vil ryge, jeg takker pænt nej.

Jeg siger tak for velkomsten og går ned på mit værelse i håbet om at det ikke var så slemt, som jeg husker det for 15 minutter siden. Det var det. Jeg står og kigger håbløst på det beskidte gulv og de smadrede vægge. Skriver så til en ven for at dele det med nogen. Hun svarer; “Oh so basically you moved into a crackhouse.” – Det kunne hun jo ha’ ret i. Hun sagde, at jeg godt kunne se at komme ud derfra, men jeg svarede at jeg lige ville give det en chance; “Okay, but make sure you check for bedbugs before you sleep in that bed.” Jeg dør af rædsel og kigger skræmt over på den uredte seng. Jeg er faktisk lidt af en bangebuks, når det kommer til stykket. Jeg får tjekket sengen, som hun siger jeg skal og det lader til at jeg kan se mig fri for bedbugs, hvad end det så er.

En kat kommer spankulerende ind på mit værelse, som om den ejer det hele. Det er ikke nogen helt almindelig kat, den minder om et fabeldyr fra “Narnia” – Jeg beder den høfligt om at skride ud fra mit værelse. Jeg har det ikke så godt med katte, medmindre det er killinger. Jeg får lokket den ud og lukker døren efter den og drejer låsen.

Jeg overvejer et kort sekund om jeg skal smutte herfra, finde et andet sted og bede om mine penge tilbage. Jeg tager en rask beslutning og får fat i en kost og begynder at gøre rent.

Nu, et par dage senere, virker det hele lidt mere hjemligt og ikke så uhyggeligt som i starten. Drengene ovenpå er top venlige, råber hver gang de scorer en touchdown og deres gulv som er mit loft, er godt og grundigt utæt, så der dufter tit af jul og kager. Lili, som moderen hedder, råber engang imellem ind til mig at hun elsker når jeg spiller på guitar. Hun siger “DET LYDER RIGTIG GODT.” – Brølet inde ved siden af, er blevet en del af min daglige rytme og jeg kan spille musik lige så højt jeg vil, når jeg vil. Narnia-katten er stadig et mysterium og jeg forstår ikke hvad den laver her, ingen af de andre synes at kendes ved den. Jeg syntes godt nok også at der var et eller andet spøgelses agtigt over den. De to hunde er blevet mine bedste venner og jeg bor længere væk fra det hårde drug-miljø nede ved 7th + main end så mange andre gør. Og det kan godt være at mor og børn er skæve engang imellem, men jeg har hørt dem komme hjem fra skole hver dag og mor plasker dem til med kærlighed og spørger hvordan deres dag har været. Så alt godt, her fra mit vidunderlige faldefærdige crackhouse i Santa Monica.

Tingene er ikke altid som de ser ud, når bare man kommer lidt tættere på.

 

   

2 kommentarer

  • Calina Pedersen

    Narnia katten er det den søde lille røde killing du har vist billeder af på instragram?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tim Schou

      Nej. det var er det bestemt ikke! Haha. Den kat var sød og en lille killing. det var et sted jeg boede i Long Beach for snart en måned siden. Denne her kat er stor og løveagtig. og ikk ligeså sød. 😛

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NÅR VERDEN RAMLER. / WHEN THE WORLD GOES DOWN IN FLAMES.