• Søren Juliussen
  • Styrk Nu
  • AmazingCars
  • Tim Schou
  • ···

SELVMORDSTANKER OG FANBREVE

IMG_3935
“Hej Tim, jeg har ingen andre, jeg føler jeg kan snakke med, så nu siger jeg det til dig. Jeg har tænkt mig, at ta’ mit eget liv….”

– Ovenstående er ikke en eksakt kopi, men et eksempel på, hvordan et par henvendelser til mig, har lydt. Henvendelser fra unge mennesker, der udtrykker at de ikke har lyst til at være i denne verden længere.

Jeg har altid været et meget åbent og omfavnende menneske, og er ikke blevet det mindre, efter at ha fået et mere offentligt kendt ansigt. Tværtimod, ser jeg det som en gave at folk, får lyst til at henvende sig til mig. Om det er med ros eller ris, frække tilbud (oh yes) eller helt andre ting, så sætter jeg en dyd i, altid at svare tilbage, når tiden ellers tillader det. Men igennem årene, har jeg fået et par henvendelser af denne seriøse kaliber, og jeg har svært ved at finde ud af, hvad der er det rette at gøre.

IMG_3937

Selvfølgelig er det indimellem meget nemt at gennemskue, hvis personen blot ønsker opmærksomhed, men i visse tilfælde står jeg altså med et menneske, der virkelig er langt ude i selvmordstanker og seriøs omkring det. Skal man sende dem direkte videre til eksperterne, en hotline, eller skal man kontakte forældrene? – Hvis jeg kontakter forældrene, risikerer jeg måske, at det netop udløser et ubehag for personen, og er prikken over i’et, til det forfærdelige selvmord. Det er MIG hun/han har valgt at snakke om det med, og jeg må derfor gå ud fra, at det er MIG, hun/han føler hun/han kan åbne op for, og fortælle så stor en hemmelighed, som selvmordstanker må være. Skal jeg så bare forråde den tillid og “sladre” til hendes/hans forældre? – og kan man overhovedet tale om at sladre, i så alvorlig en sag?

Hvad gør man, og hvad er mest ansvarligt og ikke mindst, mest menneskeligt?